Stolt Landin øjner CL-titel efter udmattende drama
Landsholdsmålmændene Niklas Landin og Kevin Møller står tirsdag over for hinanden i Champions League-finalen.
En af det danske håndboldlandsholds målmænd kommer tirsdag aften til at løfte den eftertragtede Champions League-pokal.
Niklas Landin og Kevin Møller, der begge skal med Danmark til håndbold-VM i januar, vandt mandag således deres respektive semifinaler.
Førstnævnte måtte sammen sit tyske mandskab, Kiel, gennem et opslidende drama, før 36-35-sejren blev sikret efter forlænget spilletid.
Landin er stolt over, at det lykkedes at besejre ungarske Veszprem.
- Det var hele tiden frem og tilbage. Ti minutter før tid så det skidt ud, men pludselig så det faktisk rigtig godt ud. Det endte med forlænget spilletid, og her så det igen skidt ud, men vi fik kæmpet os tilbage.
- Vi kæmpede fantastisk og stod sammen. Jeg ser virkelig meget frem til finalen. Det bliver noget helt særligt. Efter så hård en kamp skal vi genfinde styrken, så vi er klar igen tirsdag aften, siger han på Kiels hjemmeside.
Den 32-årige målmand blev i mandagens sene semifinale noteret for ti redninger og en redningsprocent på knap 25.
I den foregående semifinale mellem Barcelona og Paris Saint-Germain havde landsholdskollegaen Kevin Møller imponeret stort for Barcelona.
31-årige Møller blev sendt på banen i første halvleg og endte med en redningsprocent på næsten 39. Den tidligere GOG- og Flensburg-Handewitt-målmand stod for i alt 14 redninger.
Hverken Landin eller Møller har prøvet at vinde Champions League.