Bjerringbro-Silkeborg forværrede kedelig Skjern-stime
Med en stærk afslutning på første halvleg skabte BSH det forspring, som førte til Skjerns fjerde nederlag i træk.
Bjerringbro-Silkeborg (BSH) er nyt hold på tredjepladsen i Herre Håndbold Ligaen.
Det blev en kendsgerning tirsdag aften, da holdet på hjemmebane vandt med 32-26 over Skjern Håndbold. Dermed fortsatte Skjerns kedelige stime, der nu lyder på fire nederlag i træk, en sjældenhed for den tidligere mesterklub.
Vestjyderne holder sig dog akkurat i slutspilsfeltet, top-8, efter halvdelen af kampene i grundspillet med 13 point efter 13 kampe. Til sammenligning har BSH 18 point for 13 kampe.
De svigtende resultater irriterer Skjern-spiller René Rasmussen.
- Vi mangler sikkerhed i vores spil lige p.t., og vi blev usikre på os selv. Lige nu er vi bare ikke bedre. Vi må kigge indad og arbejde stenhårdt, siger han til TV2 Sport.
Forud for kampen offentliggjorde BSH, at kontrakten med klubbens kamprekordholder, Nikolaj Øris Nielsen, var blevet forlænget med yderligere to år. På banen viste den 34-årige danske verdensmester, at han stadig er blandt de bedste, når der spilles kampe på højt niveau. Det demonstrerede han blandt andet med otte scoringer på ni forsøg.
En af hans fuldtræffere var første halvlegs sidste, så han sikrede en pauseføring på 15-11.
Stillingen var ellers helt lige inden halvlegens sidste ti minutter, 9-9, men derfra fik hjemmeholdet skabt et solidt forspring blandt andet takket være en farlig Aksel Horgen på fløjen. I løbet af hele kampen scorede nordmanden ti gange.
Hjemmeholdets gode afslutning på første halvleg var en nøgle til at sikre sejren. I hvert fald var forspringet ikke tæt på at blive hentet af Skjern. Gennem hele anden halvleg førte BSH med mellem tre og seks mål, og før de sidste minutter var kampen afgjort.
/ritzau/