Danske mestre vil sætte omdiskuteret regel på pause
Flere af dansk håndbolds vigtigste parter skal onsdag mødes for at diskutere, hvorvidt video-proof, elektronisk timeoutkort og challenge er det rigtige. Hos Aalborgs mestre er holdningen klar.
Et nyt punkt er blevet føjet til dagsordenen på et vigtigt fællesmøde i dansk håndbold.
Onsdag skal Dansk Håndbold Forbund, Divisionsforeningen og Elitedommerudvalget mødes for bl.a. at kigge på, hvorvidt video-proof, elektronisk timeoutknap og det helt nye challenge-system er det rigtige.
»Vi må desværre konstatere, at enkelte episoder har fået lov til at fylde alt for meget i den nationale omtale af vores sport,« lyder det i en mail, som landets herre- og kvindeligaklubber mandag modtog fra Divisionsforeningen med direktør Thomas Christensen og formand Kasper Jørgensen som afsendere.
Kun få uger inde i denne sæson har ikke mindst challenge-systemet været genstand for kaos i flere kampe. Det gjaldt senest i lørdagens topbrag mellem TTH Holstebro og Skjern, hvor det sidste minut af kampen var præget af både forvirring og fejl på grund af challenge-systemet.
»Vi lytter til de input, der kommer både direkte og gennem medierne omkring løsningsforslag. Lige fra at skrotte reglerne, sætte dem på standby, lave gentlemen agreements, holde kaffemøder osv.,« skriver Divisionsforeningen i mailen, som Jyllands-Posten har set.
Mestrene fra Aalborg Håndbold er ikke en del af mødet, men direktør Jan Larsen er ikke i tvivl om, hvad resultatet bør blive. Challenge-systemet skal sættes på midlertidig pause.
»Jeg har sagt til Divisionsforeningen, at vi bør sparke challenge-systemet til indkast, indtil vi får bedre styr på reglerne. Og hvis reglementet tilsiger, at vi ikke må lave ændringer i en igangværende sæson, er mit forslag, at alle klubberne skal blive enige om ikke at benytte challenge, før vi har fået overblik over, hvordan det skal bruges for fremtiden,« siger Jan Larsen.
Hans nordjyske mandskab er et af de hold, der har været involveret i en kamp, hvor challenge-systemet er blevet benyttet.
»Målet var at indføre retfærdighed, men det eneste, vi ikke har fået, er retfærdighed. Der er blevet lavet fejlkendelser i en vis grad, og ingen aner, hvad der er op og ned. Det er synd for dommere og observatører, og spillerne er frustrererede. Det er fuldstændig grotesk,« siger han.
Ifølge mailen fra Divisionsforeningen vil der efter onsdagens møde blive indkaldt til endnu et møde. Her skal repræsentanter fra alle spillets parter være med til at drøfte oplevelserne og erfaringerne.
»Vi kan love jer, at vi ikke ønsker at holde fast i elementer, regler og reglementer, der ikke gavner vores sport. Vi går derfor hurtigt og meget aktivt ind i processen om evaluering, så vi har det korrekte grundlag før vi beslutter, hvad der skal ske,« skriver Divisionsforeningen.