Hans Lindberg er ikke færdig med landsholdet
Veteranen Hans Lindberg afviser ikke et landsholdscomeback efter sin frivillige pause, men han har endnu ikke talt med landstræner Nikolaj Jacobsen.
Det er op til håndboldlandstræner Nikolaj Jacobsen at vurdere, om veteranen Hans Lindberg har spillet sin sidste landskamp.
Den 38-årige højrefløj fra Füchse Berlin har ikke spillet en kamp i rødt og hvidt i over syv måneder, men han er ikke afvisende for et comeback til landsholdet, som han tog en frivillig pause fra i foråret.
»Jeg har det super godt og har haft en rigtig god opstart i Berlin. Jeg har ingen skader, er ved godt mod og giver den fuld gas, når vi er i gang,« siger Hans Lindberg.
Det var et fint valg at holde pause. Kroppen og hovedet har fået ro og hvile i løbet af sommeren.Hans Lindberg
Så du har lyst til en tur mere på landsholdet?
»Det har jeg da. Jeg har altid lyst til at spille på landsholdet. Det er en ære at spille på landsholdet, men nu må vi se, hvad der kommer til at ske. Men jeg har ikke snakket med Nikolaj endnu. Jeg skulle lige i gang med min opstart, og han skulle lige koncentrere sig om at komme på plads i Danmark igen. Men der er også stadig et stykke tid til næste samling i oktober,« siger han.
Efter VM-slutrunden i januar, hvor Hans Lindberg sad uden for i 8 af 10 danske kampe pga. en skade, bad han landstræner Nikolaj Jacobsen om en pause fra holdet. En lang sæson i den tyske Bundesliga og to skader havde sat sine spor hos Lindberg, som derfor ikke var i aktion i de to EM-kvalifikationskampe mod Montenegro i april.
Fået ro og hvile
Nu er den tidligere Bundesliga- og Champions League-topscorer ovenpå igen, hvilket han har bevist med 20 mål i de første to ligakampe i denne sæson.
»Det var et fint valg at holde pause. Kroppen og hovedet har fået ro og hvile i løbet af sommeren,« siger han.
Lindberg og Füchse Berlin har åbnet sæsonen med et nederlag og en sejr, og holdet, der også har landsholdsspilleren Jacob Holm i truppen, ser ud til at skulle blande sig i subtoppen.
»Der er tre hold – Kiel, Flensburg og Rhein-Neckar-Löwen – som skal kæmpe om mesterskabet, og så ligger vi i feltet lige under sammen med Magdeburg og Melsungen. Det handler om at være stabile.«
Füchse Berlin skal i aktion igen onsdag aften mod Minden.