Mikkel Hansen scorede landskampsmål nummer 1000, da Danmark sikrede sig EM-billet

Trods en middelmådig indsats i Ukraine kvalificerede de danske håndboldherrer sig til EM i 2020 med en sejr på tre mål.

Artiklens øverste billede
Arkivfoto: Jens Dresling

Det var alt andet end kønt og seværdigt, men udbyttet kunne ikke være bedre.

Det danske herrelandshold slog helt som ventet Ukraine i Kiev, og dermed er holdet sikret adgang til EM i 2020. Sejren sikrede samtidig førstepladsen i kvalifikationspuljen, hvilket vil give en bedre seedning til slutrunden, der afholdes i Sverige, Norge og Østrig.

Landstræner Nikolaj Jacobsens udvalgte vandt 33-30 i en kamp, hvor Mikkel Hansen scorede sit landskampsmål nummer 100 i sin kamp nummer 204 for Danmark. Bagspilleren har dog stadig et stykke vej op til Erik Veje Rasmussens 1.015 og ikke mindst Lars Christiansens 1.503 scoringer.

Sejren var nogenlunde sikker, men det tog sin tid at komme dertil – trods en dansk ønskestart. I de første 10 minutter dikterede holdet både tempoet og rytmen. Men så faldt såvel niveauet som koncentrationen ellers drastisk for Niklas Landin og co. Anføreren i målet blev passeret gang på gang, men til hans forsvar var der heller ikke meget hjælp at hente fra det danske midterforsvar.

Den ellers så formstærke Henrik Møllgaard var ved siden af sig selv, og hans timing med de øvrige hårdtslående gutter i midtzonen var alt andet end afstemt. Det var ikke til at se, at der var tale om en kamp mellem de forsvarende OL- og VM-guldvindere og et ukrainsk landshold, der ikke har kvalificeret sig til en slutrunde siden 2010.

Halvlegen igennem havde danskerne ingen problemer med at spille sig til store målchancer. De fleste af dem blev bare misbrugt. Især Lasse Svan Hansen, der blev tysk mester med Flensburg-Handewitt i søndags, var usædvanligt ineffektiv fra sit hjørne.

»Der er flere ting i spillet, vi ikke er tilfredse med,« sagde assistenttræner Henrik Kronborg til TV 2 Sports kamera i pausen, hvor han henviste til både forsvarsspillet i højre side, afslutningerne og indstillingen.

Det blev bedre efter pausen – bl.a. takket været et udmærket 5:1-forsvar med altmuligmanden Magnus Landin i centrum. Uheldigvis for Nikolaj Jacobsen fortsatte det svage målmandsspil, og da danskerne over hele linjen brændte den ene oplagte chance efter den anden, forblev det længe jævnbyrdigt.

Frustrationen var derfor tydelig på sidelinjen, hvor Nikolaj Jacobsen jævnligt viftede med armene i irritation. Landstræneren var med god grund ikke tilfreds med spillet, der manglede både gnist og skarphed.

En god periode midtvejs i anden halvleg sendte dog Danmark tilbage i front, og derfra var Ukraine aldrig for alvor tæt på at gøre det spændende.

Et af de positive glimt var Lasse Svans afløser på højrefløj, BSV’s Johan Hansen, som viste prøver på sin enorme springstyrke, hvilket Mikkel Hansen eksempelvis profiterede af i et flot vip.

PSG-stjernen var en af mange danskere, der så både mentalt og fysisk slidt ud. Han kunne dog foruden sejren glæde sig over sin scoring nummer 1000 i nationaldragten. En scoring, der i ren Mikkel Hansen-stil kom efter et brag fra distancen.

Danmark spiller både håndboldsæsonens og kvalifikationsturneringens sidste kamp på søndag, når holdet møder Færøerne i Gigantium i Aalborg.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen