Annonce
Håndbold

Dansk håndbolddommer gav rødt kort i topkamp med hjælp fra tv-billeder

Husker du VAR fra VM? Muligheden for at bruge videoteknologi ved tvivlskendelser er blevet en del af dansk håndbold og blev brugt første gang søndag aften.

Per Olesen har dømt i den hjemlige liga siden 1994 og internationalt siden 1996. Arkivfoto: Jan Christensen

Dommer Per Olesen ventede lige et splitsekund og lavede så den firkantede bevægelse med hænderne, vi alle lærte at kende under sommerens VM-slutrunde i fodbold: Det er tid til video.

For første gang nogensinde i dansk ligahåndbold blev der søndag aften anvendt videoteknologi til at afgøre kendelser. Det skete endda to gange i topkampen mellem bronzevinderne fra GOG og mestrene fra Skjern.

Video

Dommerne må bruge videoteknologi i disse tilfælde:

1) Om bolden har krydset mållinjen

2) Om tiden er gået

3) Usportslige hændelser

4) Tvivl om diskvalifikation af spiller

5) Konfrontationer med mere end to spillere

6) Fejl i udskiftningsområdet

7) Tvivl om rødt eller blåt kort

8) Tvivl ved opgiverkast

9) Ved spillernes skuespil

Første gang blev vestjydernes anfører Bjarte Myrhol tacklet bagfra i et kontraangreb. Efter episoden stoppede dommerparret Per Olesen og Claus Gramm Pedersen tiden og gik ud til sidelinjen, hvor de via en tv-skærm genså episoden for derefter at træffe en beslutning. De var i tvivl, om der skulle uddeles rødt eller blåt kort.

»Det var en superfed oplevelse. Det er en god mulighed for at nedbringe fejl,« siger Per Olesen.

Senere i kampen anvendte dommerparret igen videoteknologi for at tjekke, om bolden havde krydset mållinjen efter en GOG-afslutning.

»Jeg mente, der var mål, men jeg var ikke sikker, og så er tv-billeder jo et godt værktøj til at eftertjekke,« siger Per Olesen.

Det var Jyllands-Posten, der i maj afslørede, at Udvalget for Professionel Håndbold havde besluttet, at sæsonen 2018/2019 skulle være den første af sin slags med brug af videoteknologi.

»Spillet er i dag så intenst og hurtigt, og der skal ingenting til, før at folk er på nakken af de stakkels dommere. Hvis vi kan afhjælpe nogle ting ved hjælp af videoteknologi, er det rigtig fint,« sagde Dansk Håndbold Forbunds formand Per Bertelsen dengang.

Der er tale om en forsøgsordning, der gælder sæsonen ud, og videoteknologien gælder kun i kampe, der bliver vist på tv. Hverken trænere eller spillere kan bestemme, hvilke spilsituationer der tåler en genudsendelse. Det er udelukkende dommerne, der kan stoppe tiden for at se en konkret situation igen.

Muligheden for at bruge videoteknologi kender man fra landsholdshåndbolden. Det blev indført for første gang ved herrernes VM i Qatar i 2015, og dommerne kan i dag ved både VM-, OL- og EM-slutrunder se tv-billeder.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
DHF
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
Bolig
Danskernes design: Vi eksperimenterer på badeværelset, men køkkenet skal stadig være hvidt
Individualitet, farver og sanselighed er blandt nøgleordene, når blikket kastes på de nye køkkener og badeværelser. Det individuelle præg er centralt, ligesom behovet for at nyde materialer og design fylder. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her