Dansk landsholdsprofil løst fra papirhelvede
Flere måneders tovtrækkeri er forbi. Den rumænske storklub CSM Bucuresti bekræfter, at Team Esbjerg har fået Line Jørgensens spillercertifikat.
Den danske landsholdsspiller Line Jørgensen er klar til at komme i aktion for Team Esbjerg.
Efter flere måneders tovtrækkeri med den rumænske storklub, CSM Bucuresti, har pokalmestrene endelig modtaget spillercertifikatet, som gør, at Line Jørgensen kan debutere onsdag aften i pokalkampen mod 1. divisionsklubben Hadsten.
Team Esbjergs bestyrelsesformand Bjarne Pedersen er ikke vendt tilbage på Jyllands-Postens henvendelser, men CSM Bucuresti bekræfter, at Line Jørgensens spillercertifikat er blevet frigivet.
»Men jeg har ingen yderligere kommentarer. Tal med folkene i klubben – de må være tilfredse,« siger Nicolae Luca, sportsdirektør i CSM Bucuresti, som ikke ønsker at kommentere på, hvad der afgjorde kontraktstriden.
»Spørg dem,« siger han til Jyllands-Posten.
Line Jørgensen skrev i maj under på en treårig aftale med Team Esbjerg.