Annonce
Håndbold

Choksejr til Viborg: Vicemestrene fik høvl i egen hule

Viborg leverede en pragtpræstation mod København Håndbold og vandt 24-18 i den første DM-semifinale.

Viborg HK kan med en sejr på hjemmebane i den kommende uge spille sig i DM-finalen. Foto: Claus Bech

De stoppede brat op på midten af banen på vej ud til pausesnakken. De stak hovederne sammen og hev så taktikbrættet frem. Claus Mogensen og Troels Banggaard havde noget at tale om.

Det gav god mening, for det var ikke håndboldkunst, som trænerduoen i København Håndbold havde været vidne til i første halvleg af DM-semifinalen mod Viborg HK.

Bedre blev det heller ikke for vicemestrene i anden halvleg. Derfor tabte København Håndbold overraskende med seks mål til den jyske traditionsklub i den første DM-semifinale efter en storkamp af gæsternes Rikke Poulsen.

»Det er så pisse sejt. Vi stod sammen og kæmpede hele vejen igennem,« lød det efterfølgende fra Rikke Poulsen til TV 2 Sport.

DM-semifinale

København-Viborg HK 18-24 (10-12)

Topscorer for København: Mia Rej, 6

Topscorer for Viborg: Ann Grete Nørgaard, 7

Ikke overraskende betød det fine forårsvejr i hovedstaden, at flere stolesæder var tomme i arenaen på Frederiksberg, men for de tilskuere, der havde valgt semifinalebold over soft ice, fik noget for skillingen. Højt tempo, intensitet og rå power i duellerne – ægte tophåndbold.

Det var gæsterne fra Viborg, der begyndte bedst. De grønblusede fik en drømmestart på kampen med en tidlig føring på tre mål som følge af flere suveræne redninger af Rikke Poulsen.

Årets spiller i domkirkebyen var overlegen i målet i store dele af første halvleg. Kort inde i opgøret reddede hun eksempelvis en åben kontrachance, hvorefter hun slog sig på brystet og brølede som en løvinde mod Anne Cecilie la Cour, der stod bag afbrænderen.

Mens Rikke Poulsen nåede op på 60 i redningsprocent, var konkurrenten i den modsatte ende, Johanna Bundsen, ligeledes brandvarm. Svenskeren havde især styr på Viborg-profilerne Kristina Jørgensen og Line Haugsted. De to skytter scorede misbrugte i alt ni afslutninger før pausen.

De to stærke keeperpræstationer gav en lige kamp, hvor tempoet indimellem blev skruet så meget op, at det resulterede i tekniske fejl. Specielt Viborg-dirigenten Line Uno kostede dyrt. Hun er som oftest en fornøjelse at overvære med sit mod og sin acceleration, men i lørdagens kamp kneb det med teknikken – også i afslutningerne.

Ikke desto mindre var det netop Line Uno, der i to omgange bragte gæsterne foran med fem mål med under 20 minutter igen. Det pressede i den grad hjemmeholdet, som blot har tabt én ligakamp på hjemmebane i sæsonen.

Selv velspillende Mia Rej begyndte at træffe ukloge beslutninger. Den landsholdsaktuelle spilstyrer har leveret en stor sæson – og scorede også seks af Københavns første ni mål i eftermiddag – men hun havde sine udfordringer i anden halvleg.

Efter at have været i front stort set hele kampen satte Viborg dødsstødet ind med fem minutter igen. Line Haugsted var hårdt presset, men i ubalance fra kanten af tremeterlinjen kanonerede hun bolden i mål til 22-16.

Den kom København ikke tilbage fra, og dermed kan Viborg HK spille sig i DM-finalen, hvis holdet enten spiller uafgjort eller vinder i tirsdagens returopgør.

»Vi glæder os allerede. Det bliver fedt i en forhåbentlig fyldt hal,« sagde Stine Bodholt til TV 2 Sport.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Kronik: Ungarn er fremtidens Europa

Kasper Støvring
Hvis EU fortsat intet gør for at løse flygtningekrisen og den politiske krise, kan Ungarn komme til at stå som billedet på fremtidens Europa, som flere vil lade sig inspirere af.
Annonce
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
Bolig
Danskernes design: Vi eksperimenterer på badeværelset, men køkkenet skal stadig være hvidt
Individualitet, farver og sanselighed er blandt nøgleordene, når blikket kastes på de nye køkkener og badeværelser. Det individuelle præg er centralt, ligesom behovet for at nyde materialer og design fylder. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her