Mundlam Skjern-træner: Vild målmandsindsats sikrede triumfen
Skjern sikrede fremfærden i Champions League med sikker sejr.
”Jeg har aldrig set noget lignende, og det tror jeg heller ikke, at der er nogen andre, der har – ikke engang i en lilleputkamp.”
Træner Ole Nørgaard var næsten lamslået over helt præcist hvor god, hans normale andet valg i målet Tibor Ivanisevic stod i kampen mod HC Motor Zaporozhye.
Kampen endte med en sejr på 33-26 til Skjern, der dermed går videre til 1/8-dels finalerne i Champions League, og det er altså især Ivanisevic, Søndergaard kan takke for det.
Efter at have startet på bænken kom han nemlig efter 20 minutter ind i stedet for en ineffektiv Emil Nielsen, og derfra så han sig ikke tilbage mod bænken igen – andet end når assistenttræneren fægtede som et vildt dyr for at hive ham ud i 7 mod 6-spillet.
Udover et væld af fine redninger i åbent spil, var det især otte (!) strafferedninger i træk i anden halvleg, der sikrede Ivanisevic fra Serbien en momentan kultstatus i den fyldte Skjern Bank Arena.
Hovedpersonen selv var fåmælt efter kampen, hvor han udover at bedyre, at hans tidligere rekord var på fem nappede straffekast, på obligatorisk vis hædrede sine holdkammerater, der da også skal have deres del af rosen for den store sejr.
Det afgørende bræk i kampen kom efter 20 minutter, hvor Skjern udover at skifte ud i målet begyndte at skære ned på de fejl, der havde skæmmet indsatsen til at starte med, og sørget for at kampen frem til der stadig var lige.
Både op til og efter pausen var spillet mere rent, og med en Kasper Søndergaard skadesfri kampen igennem, fungerede offensiven oftest som smurt, som det til sidst blev tydeliggjort med slutcifrene.
Nu venter så en storkamp mod Veszprem – og mon ikke Tibor Ivanisevic starter inde denne gang.