Skjern triumferede – videre til 1/8-finalerne i Champions League
Målmandsspil i verdensklasse sikrede Skjern den videre færd i det fornemme selskab.
Skjern gjorde søndag det, de ikke formåede for to sæsoner siden og spillede sig blandt de bedste 14 i Champions League.
Sejren over HC Motor Zaporozhye var ikke letkøbt, men når man på dagen har en målmand i Tibor Ivanisevic, der reddede otte (!) straffekast, så kunne selv til tider rodet spil føre til en sikker sejr på 33-26.
Inden kampen gik i gang kunne man se Kasper Søndergaard gå rundt for sig selv i opvarmningen. Medspillerne havde gang i både fod- og håndbolde, men Søndergaard holdt sig i ro. Det underliggende tema for den opførsel var den lurende rygskade, som han pådrog sig mod BSV.
Før kampstart var det da også det potentielle fravær af både Søndergaard og den anden store danske profil Anders Eggert, ligeledes småskadet, der fyldte. At skulle undvære Søndergaards indflydelse på 7 mod 6-spillet og det normale opbyggende spil blev især set på med ængstelse.
Heldigvis for Skjern gik der ikke mange minutter af kampen, før frygten var borte.
Ved stillingen 3-1 havde både Anders Eggert og Kasper Søndergaard scoret, og selvom Eggert derefter gled ud af det åbne spil og holdt sig til at score på straffekast fortsatte Søndergaard med at blive inde i det offensive spil.
Den ro, som rutinerede Kasper Søndergaard kan bidrage med, virkede da også nødvendig for Skjern, der efter 3-1-føringen lavede et væld af fejl, der konstant holdt HC Motor foran med et enkelt mål.
Den svingende start var bekymrende for Skjern, der tabte første opgør i Ukraine med 30-32 og altså på et tidspunkt skulle trække fra. Ligesom bekymringen for nøglespillernes helbred forsvandt dog også denne bekymring.
Efter 20 minutter blev en dobbeltudvisning nemlig dyr for HC Motor, der helt mistede sansen for kampen og ved pausen var bagud med fem mål. Noget som et skifte i Skjern-målet fra Emil Nielsen til Tibor Ivanisevic også skal have en del af æren for.
Anden halvleg var ikke nogen stilsikker affære fra Skjern, der fra start smed en stor del af føringen. Men så var der lige ham Tibor Ivanisevic.
For trods al snakken om Søndergaard og Eggert inden kampen, var det målmanden fra Serbien, der viste sig som holdets vigtigste mand med pragtredninger på stribe – 8 reddede straffekast blev det også til.
Med den slags forhold i eget mål kunne Skjerns offensiv holde mere ro på sagerne og langsomt bygge forspringet op igen – blandt andet ved hjælp af det 7 mod 6-spil, som Søndergaard sikrede tilstedeværelsen af. Ved 29-24 efter 54 minutter stod det klart, at to mål i overskud utvivlsomt ville være nok. Det blev dog til langt mere med slutcifrene 33-26.
I 1/8-finalen venter endnu en tur østover for Skjern, der nu skal stå overfor ungarske Veszprem. Den kamp vil utvivlsomt blive ganske anderledes, med østeuropæerne som de klare favoritter. Budgettet er ganske enkelt større, meget større, hos Veszprem, der fra næste sæson også har Rene Toft-Hansen på lønningslisten.
Kan man hive endnu en brandkamp ud af Ivanisevic og en skadesfri optræden ud af Søndergaard, vil mange af de 2.500 tilskuere fra søndagens kamp dog tro på det hele vejen.