Dansk keeper strålede i dramatisk sejr over Brasilien
Danmark vandt drama over Brasilien og er sikker på en plads i 1/8-finalen ved VM.
Oldenburg
Håndbold fungerer bare bedst, når der er spænding og høj puls i de sidste minutter.
Det var der for første gang med Danmark som den ene part i en kamp ved VM. Masser af spænding. Brasilien bed fra sig, men det var alligevel Danmark, der vandt til sidst med 22-20. Spillerne jublede sammen i en stor rundkreds lige efter slutfløjtet, mens trænerne havde gruppekram ved sidelinjen.
Sejren betyder, at Danmark er sikker på en plads i 1/8-finalen, der spilles enten søndag eller mandag i Magdeburg. Modstanderen er endnu ukendt.
Sejren kom i hus takket være glimrende forsvarsspil, og fordi Sandra Toft stod fremragende, og hun blev kåret til kampens spiller. Brasilien fik kun scoret sølle 7 mål i efter pausen.
Fredag skal Danmark ud i en finale imod Rusland. Vinderen af den sidste gruppekamp vinder puljen.
Anfører Stine Jørgensen var bedste danske markspiller, og hun afgjorde det hele med to mål i de sidste minutter.
Keeperen Sandra Toft var den primære årsag til, at det både blev spændende og til en dansk sejr. Hun havde sine arme til at køre op og ned som vinduesviskere, og de fangede det hele, især i begyndelsen af anden halvleg. Der gik over otte minutter efter pausen før Danmark fik scoret. Alligevel var Danmark ikke bagud, og det var på grund af Sandra Toft, der hev tre af de helt store parader op. Hun skreg sin glæde ud. Uden Toft ville Danmark have været bagud med fire-fem mål
Danmark fik uventet hjælp efter pausen. 10 minutter inde i anden halvleg skete en mærkelig nedsmeltning hos Brasilien. Holdets stregspiller fik pludselig lyst til at skubbe en dansker omkuld. Det kostede en angrebsfejl, og i det følgende angreb fik Brasilien to udvisninger.
Det lå perfekt til Danmark, men pludselig var der mange nerver på. Stine Jørgensen smed bolden væk, og Simone Böhme brændte en chance. Danmark fik kun en spinkel føring på 16-15.
Derfra var der nerver.
Brasilien havde i de første kampe ved VM, ifølge landstræner Klavs Bruun Jørgensen, spillet pivringe. En smal sejr over Tunesien og en uafgjort imod Japan aftvang ikke respekt. Men brasilianerne kom med et helt andet udtryk imod Danmark. Holdet kom med stor fysisk og hurtige fødder i forsvaret, og det var faktisk kun Stine Jørgensen, der kunne bryde det op. Enten ved at skyde selv, eller også ved at finde Kathrine Heindahl på stregen.
De unge backs Mette Tranborg og Line Haugsted manglede skarpheden. De afsluttede for svagt og smed bolde væk, og det kostede fire kontramål før pausen. Tranborg tog godt fra i forsvaret, og det må have været den eneste årsag til, at hun ikke blev taget ud, fordi hun var alt for dyr i det danske angreb.
På forhånd havde danskerne fokus på at stoppe de brasilianske profiler Eduarda Taleska og Ana Paula Belos.
Danmark havde store problemer med at håndtere stjernen Belos, der i modsætning til tidligere i turneringen, havde besluttet sig for at spille en stor kamp.
For første gang ved VM var fløjen Trine Østergaard med på holdkortet. Hun har gennem hele slutrunden siddet ude med en skulderskade.
Simone Böhme gjorde det fint på fløjen i de første 45 minutter med to scoringer imod den ekstremt aggressive brasilianske keeper Barbara Arenhart, der i det sidste sekund af første halvleg sprang helt ud i hovedet på Böhme. Danskerren gik ikke i panik, men knækkede kløgtigt til siden og lagde bolden i mål til pausestillingen 13-13.
Trine Østergaard kom på banen og fik scoret til 16-15.
Danmark kunne takke Sandra Toft for, at holdet ikke var bagud med et par mål. Hun stod fremragende og havde ni redninger i før pausen, heriblandt et straffekast og en fri kontrachance.
Uden Sandra Toft var det ikke blevet til en dansk sejr.