*

Golf

Elitechef: European Tour-sejr giver Bjerregaard ro

Dansk Golf Union håber, at flere danskere kan følge i Lucas Bjerregaards fodspor og sikre European Tour-kort.

Søndag i sidste uge fik golfspilleren Lucas Bjerregaard sit store gennembrud, da han vandt Portugal Masters.

Med sejren fik den 26-årige dansker ikke blot sikret karrierens første sejr på European Tour, han blev også sikker på at kunne spille med på touren næste år.

Lucas Bjerregaard vandt tidligere i år holdturneringen Golf Sixes sammen med Thorbjørn Olesen, men den tæller ikke som en officiel sejr i European Tour-sammenhæng.

Årets første danske sejr på European Tour skaber glæde i Dansk Golf Union.

- For os er det et vigtigt delmål at vinde turneringer på højt niveau. Det husker vi at gøre opmærksom på, når vi gør året op sammen med Team Danmark, siger Claus Mølholm, der er eliteansvarlig i Dansk Golf Union.

- Det her er det største og vigtigste resultat for Lucas. Det giver ham ro på, ikke bare for resten af året, men også ved at sikre ham tourkortet og komme med i de store turneringer.

- Jeg tror, at det får betydning for ham i forhold til at lave flere store resultater. Han har ryggen fri og kan se fremad, siger Claus Mølholm.

Lucas Bjerregaard skal fra torsdag forsøge at følge op på succesen, når han er med ved British Masters i England.

I golfunionen håber man at se flere danskere sikre kortet til European Tour i næste sæson.

- Vi har historisk set vekslet mellem at have mellem seks og ni spillere på European Tour de seneste ti år.

- I denne sæson har det været et af de laveste antal de seneste år, men vi håber, at et par navne kan komme med fra laget under.

- Morten Ørum Madsen gør det godt på Challenge Tour i øjeblikket. Han kommer direkte i tourskole-finalen (hvor der er European Tour-billetter på spil, red.), hvis han ikke slutter i top-15 på Challenge Tour-ranglisten.

- Jeff Winther skal måske også forbi tourskolen, lige som Lucas Bjerregaard før sin sejr også havde risiko for at skulle den vej forbi. Derfor er det usikkert, hvor mange spillere vi lander på, siger Claus Mølholm.

De 15 bedste spillere på Challenge Touren - niveauet under European Tour - bliver sikret adgang til at spille European Tour næste år.

Morten Ørum Madsen er i øjeblikket bedste dansker på Challenge Touren som nummer 38.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her