*

Golf

Koepkas superrunde sikrede sejr i US Open

Brooks Koepka gik en flot runde i fem under par, og derfor kan han for første gang kalde sig majorvinder.

Brooks Koepka med pokalen efter at have vundet US Open i golf 2017. Foto: Chris Carlson/AP

Amerikaneren Brooks Koepka vinder majorturneringen US Open. Det er golfspillerens første majorsejr nogensinde.

10 års vindere
  • 2017: Brooks Koepka, USA.
  • 2016: Dustin Johnson, USA.
  • 2015: Jordan Spieth, USA.
  • 2014: Martin Kaymer, Tyskland.
  • 2013: Justin Rose, England.
  • 2012: Webb Simpson, USA.
  • 2011: Rory McIlroy, Nordirland.
  • 2010: Graeme McDowell, Nordirland.
  • 2009: Lucas Glover, USA.
  • 2008: Tiger Woods, USA.
Den 27-årige Koepka grundlagde sin sejr med tre birdies i træk under søndagens runde på Erin Hills-banen i Wisconsin, USA.

I det hele taget gik amerikaneren en superrunde søndag, hvor han sluttede fem slag under par.

Han tangerede dermed nordirske Rory McIlroys US Open-rekord fra 2011 ved at slutte turneringen 16 slag under par.

Koepka vinder 2,16 millioner dollar, hvilket svarer til over 14 millioner kroner.

Amerikaneren Brian Harman, der havde været i spidsen inden rundens start, sluttede på en delt andenplads fire slag efter vinderen. Harman gik søndagens runde i 72 slag, som er banens par.

Det så længe ud til at blive en tæt afslutning mellem Harman og Koepka, men bogeys til Harman på både 12. og 13. hul betød, at Koepka kunne stikke af.

På 14., 15. og 16. hul præsterede Koepka tre birdies, og så var sejren reelt sikret.

Japaneren Hideki Matsuyama, der ligger nummer fire på verdensranglisten, slutter også på en delt andenplads efter en sublim runde i seks under par.

Det er syvende majorturnering i træk, at vinderen aldrig tidligere har vundet en major.

Favoritterne blev også sendt ud af turneringen tidligt i år, og derfor var vejen banet for en sejr til Brooks Koepka.

Allerede fredag var verdensranglistens nummer et, to og tre blevet sendt ud af turneringen.

Det er tredje gang i træk, at en amerikaner vinder US Open. Sidste gang det skete, var i perioden mellem 1998 og 2000.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu

Sherlock Holmes’ danske mareridt

Verdens største detektiv klarede de fleste opgaver med bravour – men i Danmark måtte han, eller rettere hans skaber, Arthur Conan Doyle, give op over for folk, der udnyttede ham.
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her