Annonce
Golf

Bjerregaard gik glip af schweizisk triumf efter omspil

Lucas Bjerregaard spillede en stærk sidste runde, men tabte omspillet mod Matthew Fitzpatrick.

Golfspilleren Lucas Bjerregaard må vente lidt endnu på karrierens anden triumf på European Tour.

Efter en tæt og spændende afslutning måtte nordjyden nøjes med andenpladsen i Omega European Masters i schweiziske Crans Montana, hvor afgørelsen faldt i omspil.

Her var englænderen Matthew Fitzpatrick bedst og tog sejren på en dag, hvor Bjerregaard ellers havde vist storspil.

Bjerregaard indledte søndagen fire slag efter førende Fitzpatrick, så der skulle noget ekstraordinært til at bringe danskeren med i kampen om sejren.

Og det var lige nøjagtigt, hvad Bjerregaard leverede på sidstedagen. Med syv birdies og i alt syv slag under par var han dagens bedste spiller på banen i den schweiziske by, der normalt er mest kendt for skisport.

Runden tog en drejning i danskerens favør, da konkurrenten Mike Lorenzo-Vera blev noteret for en dobbeltbogey på 14. hul, hvilket bragte Bjerregaard alene i spidsen med et forspring på to slag.

Samtidig kæmpede Fitzpatrick for at rette op på en sløj start med to tidlige bogeys, der hurtigt spolerede englænderens forspring.

Bjerregaard havde spillet færdig, da Fitzpatrick og Lorenzo-Vera gik ud på 18.- og sidste hul, vel vidende at de skulle lave en birdie for at nå op på siden af nordjyden.

Mens Lorenzo-Vera kiksede og slog bolden i vandet, sørgede formstærke Fitzpatrick for omspil, da han klarede hullet i de påkrævede tre slag.

Her slog Bjerregaard sit første put forbi hullet, og da Fitzpatrick sænkede kuglen til en birdie, var sagen afgjort.

Det er ikke første gang, at en dansk spiller blander sig i toppen i den schweiziske turnering. Thomas Bjørn vandt i 2011 og 2013 og er to gange blevet nummer to. Også Søren Hansen er noteret for en andenplads.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her