F1-ekspert: Magnussen uden skyld i sammenstød
Ifølge JP's F1-ekspert må Felipe Massa være den eneste, der mener, at Magnussen forårsagede sammenstødet.
Det var ikke Kevin Magnussens skyld, at hans racer stødte sammen med Felipe Massas kort efter start.
Sådan lyder vurderingen fra Jyllands-Postens Formel 1-ekspert Thomas Wulff, der er tidligere dansk mester i langdistanceracerløb.
"Felipe Massa må være den eneste på jordkloden, der synes, at det var Kevin Magnussens skyld," siger Thomas Wulff.
"Efter min bedste overbevisning ved Massa godt, at den plads er tabt, og at Kevin er derinde," siger han om bilernes position i det første sving, efter at løbet var startet.
Det var nemlig her, at Felipe Massas bil stødte sammen med Kevin Magnussens og efterfølgende måtte udgå. Løbsledelsen afgjorde, at det var et "racing incident", hvor ingen bar skylden, men Felipe Massa udtalte efterfølgende ifølge flere medier, at det var Kevin Magnussens skyld, fordi han mente, at danskeren lå bag ham og derfor skulle være bremset.
Rutine mod rookie
"For mig ligner det en erfaren kører, der prøver at tryne en rookie til at trække sig. Kevin Magnussen har ikke engang skiftet spor. Han har fået en knaldgod start, han er på vej ind i svinget, og han er fuldstændig uden skyld. Det er brandærgerligt for Kevin. Han kan på ingen måde klandres for det. Sammenstødet ødelagde et potentielt godt resultat," mener Thomas Wulff, der også roser den danske kørers præstationer i denne weekend.
"Det er rart at se, at Kevin følger op på en weekend, hvor han har haft drive og energi, og det gør han i starten af løbet ved at signalere til de andre: 'Det var ikke et tilfælde, at jeg startede som nummer fire - og nu gør jeg krav på 3. pladsen'."
Ændrede strategi
Thomas Wulff er også imponeret over, hvor hurtigt McLaren ændrede strategi efter sammenstødet, der skubbede Kevin Magnussen ned som bageste mand.
Han kørte straks i pit og skiftede fra supersoft dæk til soft dæk. Begge typer dæk skal benyttes i løbet, men eftersom han havde nået at køre nogle meter på supersoft, kunne han nu skifte til soft dæk og på den måde nøjes med at køre i pit blot to gange, fordi soft dæk holder længere. Thomas Wulff betegner det som "den rigtige strategi under de givne omstændigheder".
"Han kører et vanvittigt disciplineret løb. Først indhenter han feltet, og så ender han med at slutte lige bag en teamkollega (Jenson Button), der endda var helt oppe som nr. seks på første omgang. Jeg synes i den grad, at han havde en flot weekend," konkluderer Thomas Wulff.
"Rart med point"
Kevin Magnussen selv var noget afdæmpet i sin vurdering af løbet.
"Det var rart at få nogle point efter at have været allersidst til at starte med," sagde han til Tv3+ efter løbet.
"Det er ikke en specielt fed følelse, men i det mindste fik jeg nogle point."
Han ligger samlet som nr. 9 i klassementet - syv point foran netop Felipe Massa.