Magnussen faldt tilbage i afsluttende træning
Danskeren kom kun banen rundt 20 gange i fredagens afsluttende træning.
Kevin Magnussen kørte den 12. hurtigste omgangstid, da Formel 1-feltet fredag for anden gang fik mulighed for at træne på Sepang-banen i Malaysia.
Nico Rosberg fra Mercedes var hurtigst af alle. Han kørte de 5,54 kilometer igennem på 1.39,909 minutter. Cirka 1,1 sekund hurtigere end danskeren, der tilsyneladende havde visse problemer med det afsluttende sving inden målstregen.
I fredagens første træningsløb havde Magnussen den femtehurtigste tid.
Hans holdkammerat, Jenson Button, var en smule hurtigere i eftermiddagens træning, og blev noteret for den ottendehurtigste omgangstid.
Magnussen kom kun banen rundt 20 gange, mens hovedparten af de øvrige i feltet tilbagelagde strækningen omkring 30 gange.
/ritzau/