Fortsæt til indhold
Formel 1

Den sure Formel 1-finne blev endnu mere sur

En tekniker glemte at give rattet til Kimi Räikkönen, da finnen skulle ud at køre.

Det er svært ikke at holde lidt af Kimi Räikkönen. Den finske Formel 1-kører er notorisk kendt for at surmule over radioen, når løbene afvikles, og han svarer ofte med enstavelsesord under interviews.

Men han er til gengæld topprofessionel inden for teamet, når det gælder om selve sporten.

Den kombination fik ham stemt op som den mest populære kører, da der blev lavet en afstemning i 2015 blandt Formel 1-fans.

En komisk situation fra weekendens løb i Baku i Aserbajdsjan lægger nok et par procent til populariteten.

Løbet blev på et tidspunkt afbrudt, fordi vragrester på banen skulle fejes op. Nogle af disse kom fra Kimi Räikkönens Ferrari-racer, så da han kom i pitten, blev hans bil trukket ind i garagen, og lappearbejdet gik i gang.

Her stillede Kimi Räikkönen sit rat foran cockpittet, men af en eller anden grund tog en tekniker rattet til side, mens reparationerne stod på.

Da løbet skulle til at i gang igen, rullede italienerne bilen ud på et rullebræt, mens den 37-årige racerkører sad i bilen, spændt fast som en toårig i en barnevogn – uden sit vigtigste redskab - steering wheel på engelsk - mellem hænderne.

»Steering wheel, pass the steering wheel. Hey hey steering wheel, somebody tell him to give it to me. COME OOON,« skreg Kimi Räikkönen mere og mere desperat, mens bilen rullede mod pitudgangen.

Se episoden her.

Det lykkedes af få rattet på plads i Ferrarien, men raceren havde taget for meget skade til at kunne gennemføre, og Kimi Räikkönen udgik.

Sikkert til en kammeratlig samtale med en tekniker.