Ekspert om Magnussen: »Det var vidunderligt at se på«
Endelig viste Magnussen alt, han kan, siger Jyllands-Postens ekspert.
Formel 1 er meget mere end kampen om den øverste plads på podiet. Det viser søndagens grand prix i Aserbajdsjan tydeligt.
Daniel Ricciardos lykke over sejren blev i hvert fald mere end matchet af Lance Strolls for tredjepladsen, mens Honda-folkene for en gangs skyld kunne se McLarens ditto i øjnene, efter begge biler holdt hjem og den ene tog point.
I bund og grund tror jeg ikke, at Haas havde regnet med, at bilen kunne blive mere end nummer 14 eller 15Thomas Wulff, Jyllands-Postens Formel 1-ekspert.
Og så var der også lige en colgate-smilende dansker i en sortmalet Haas-bil, Kevin Magnussen, som kørte en syvendeplads hjem for Haas i en weekend, hvor det amerikanske team havde regnet med omtrent nul point.
Magnussens smil var mere end berettiget, hvis man spørger Jyllands-Postens Formel 1-ekspert, Thomas Wulff.
»Utroligt. En fantastisk præstation. Han gav alt det, som vi har set i glimt hist og her, at han kan levere. Det blev samlet i en helhed, og så malede han ellers med hel paletten af talenter. Det var vidunderligt at sidde og se på iført den rød/hvide hat,« siger Thomas Wulff.
Som løbet i Aserbajdsjan udspillede sig, kan det næsten bedst sammenlignes med et stuegulv hos en familie, hvor sønnike lige har fået nyt Lego. Rodet.
Syv biler nåede at udgå i løbet, hvor der var tre safety-cars, sammenstød mellem tre sæt af holdkammerater, og selvsamme mellem hvert sæt af første- og andenkørere for Mercedes og Ferrari: Hamilton og Vettel samt Bottas og Raikonnen.
Det var i det kaos, at Magnussen til Thomas Wulffs store fornøjelse formåede at navigere uden fejl og endda nåede at fremvise en spektakulær dobbelt overhaling, som især vækker ekspertens glæde:
»Vi havde set over hele weekenden, hvor store udfordringer alle kørere havde med at time deres indbremsninger på en bane med hastigheder op til 350 km/t. Og når man så skal lave en overhaling på ikke bare en, men to biler et sted på banen, hvor du trækker ind, hvor der er mere beskidt og skal 90 grader rundt om et hjørne uden at ramme barrieren en centimeter fra kerb-kanten. Jamen det var perfekt. Det kan ikke gøres bedre.«
Undervejs i løbet afspillede TV-producerne flere gange radiokommunikation fra pitten til Magnussen, hvor danskerens ingeniør lød overstadigt glad - på det tidspunkt lå danskeren da også midlertidigt nummer tre.
Det er meldinger, som også Wulff hæfter sig ved:
»I bund og grund tror jeg ikke, at Haas havde regnet med, at bilen kunne blive mere end nummer 14 eller 15 på en bane, de på forhånd havde sagt ville blive årets sværeste. Og alligevel leverer han en præstation, hvor man når at ligge nummer tre. Selvom de vidste, de ikke kunne holde den løbet ud, så giver det en god følelse i teamet og i garagen, at de ligger nummer tre. Det giver blod på tanden og mere fightervilje.«