Danskerbil har mistet Le Mans-føringen: »Med +300 km/t sprang dækket i luften«
En førsteplads er vekslet til en sidsteplads for Aston Martin #95.
Alt så rigtigt godt ud for Aston Martin #95 efter de første tre timer af årets Le Mans.
Nicki Thiim havde i starten af løbet gjort det rigtigt godt i bilen og kørt den i front for den meget stærke GTE-Pro-klasse.
Efter Marco Sørensen havde overtaget rattet, havde han fastholdt føringen - altså lige indtil lidt over de tre timer var gået af 24-timer-løbet.
Her sprængte Marco Sørensen nemlig et dæk, og selvom han formåede at holde bilen på banen og få den i pit, var det med et stort tidstab til følge.
TV 2’s reporter i Frankrig fangede Marco Sørensen til en forklaring, da han efter pitstoppet havde overleveret bilen til næste kører.
»Det kom som et, ja.... det skete megahurtigt ned til anden chikane på Mulsane-langsiden. Med +300 km/t springer dækket i luften, så det var ikke det fedeste,« lød det fra Sørensen, inden han blev spurgt mere ind til oplevelsen:
»Det var bare med at kontrastyre, og så kan du ikke helt bremse, så det var heldigt med ekstra plads at bremse på. Nu skulle jeg til at sige noget grimt, men den kører heldigvis stadigvæk.«
Sørensen fortalte videre, at selvom Aston Martinen nu er faldet tilbage til sidstepladsen, er den stadig på omgangshøjde med resten af klassen. Der er derfor stadig stor grund til at presse på i jagten på de førende.
Den førende bil i GTE-Pro-klassen er nu den anden Aston Martin.