Hamiltons nye holdkammerat Valtteri Bottas vil være verdensmester
Valterri Bottas vil være verdensmester, men kan genoplive skarp rivalisering hos Mercedes.
Søndagens sejr i Sotji har givet Valtteri Bottas blod på tanden, og nu går han efter Formel 1-verdensmesterskabet. Med den udmelding kan Bottas rive op i det sår, der opstod hos Mercedes sidste sæson under den store rivalisering mellem Nico Rosberg og Lewis Hamilton.
»Det bliver en lang sæson med en masse kampe. Hvis og når det kommer til kampen om mesterskabet, så bliver der nok mindre snak og mere kamp på banen,« siger Valtteri Bottas til The Guardian.
»Hvis du ikke tror, at du kan vinde, så kan du lige så godt blive hjemme. Den første sejr giver en masse selvtillid og troen på, at du kan gøre det, selvom jeg godt vidste, at jeg havde evnerne til det. Det kommer ikke til at blive simpelt i år, det kommer til at blive en hård kamp.«
Efter weekendens sejr har Bottas 63 point, hvilket kun er 10 færre end holdkammeraten Lewis Hamilton. Sebastian Vettel fra Ferrari fører VM-stillingen med 83 point. Næste mulighed for Bottas for at avancere i stillingen er 14. maj, når Formel 1-feltet skal køre det spanske grandprix i Barcelona.
Sidste sæson prægede kampen om verdensmesterskabet forholdet mellem de to kører, Rosberg og Hamilton, på Mercedes. Nico Rosberg endte med at blive verdensmester efter en lang kamp mellem de to kørere, der først blev afgjort i det sidste grandprix. Efterfølgende stoppede Rosberg karrieren og mange medier, heriblandt BBC og Sky Sports, har spekuleret i om de to køreres rivalisering havde indflydelse på Rosbergs beslutning.
Lewis Hamilton har ifølge The Guardian kaldt forholdet mellem ham og Rosberg for »skadeligt for holdet«. Spørgsmålet er nu, om Bottas ambitioner skaber en ny rivalisering mellem Mercedes-kørerne. Over for The Guardian nedtoner Mercedes direktør Toto Wolff dog situationen.
»Lewis Hamilton var en af de første til at lykønske Valterri Bottas. Omvendt er de konkurrenter og vil vinde løb og kæmpe om verdensmestertitlen. Men jeg tror ikke, at det vil påvirke forholdet mellem dem og dynamikken på holdet ligesom det gjorde over de sidste år med Nico Rosberg og Lewis Hamilton.«