Fortsæt til indhold
Formel 1

Nico Rosberg har lagt sammenstødet med Lewis Hamilton bag sig

Mercedes-køreren Nico Rosberg siger, at den seneste kontrovers med holdkammeraten Lewis Hamilton er lagt til side.

Det ser ud til, at der er blevet luftet kraftigt ud hos det tyske Mercedes-team efter søndagens grandprix i Barcelona, hvor de to Mercedes-piloter Nico Rosberg og Lewis Hamilton kørte hinanden af banen i tredje sving.

Efterfølgende føg beskyldningerne gennem pitten og i pressen om hvem af de to kørere, som havde skylden for den dramatiske episode, og pilene pegede fra flere retninger på Lewis Hamilton som synderen.

Ifølge Mercedes-bossen Niki Lauda undskyldte den engelske verdensmester derfor tirsdag for at havde forårsaget sammenstødet.

»Lewis har kigget os i øjnene og påtaget sig skylden. Han undskylder og tager hele skraldet,« sagde Lauda til den østrigske nyhedsstation ORF.

Nu siger Nico Rosberg, at han også har lagt episoden side, selv om han i første omgang var helt oppe i det røde felt over den bristede mulighed for at sikre sig sin femte sejr i år af fem mulige og 25 point til VM-stilling.

Han ligger dog fortsat på en lun førsteplads med 100 point, og nu siger han, at han allerede er kommet videre og at hans forhold til Hamilton ikke har taget skade af sammenstødet.

»Vi har i de seneste tre år kæmpet mod hinanden om VM-titlen, og derfor skal der hele tiden arbejdes hårdt,« siger Nico Rosberg til motorsport.com om sin umiddelbart kraftige reaktion efter søndagens miserable løb.

»På den anden side kører vi også på det samme hold, og det har den fordel, at vi hele tiden kan presse hinanden. Selvfølgelig var det en skidt søndag for os, men vores forhold er fortsat det samme,« siger Nico Rosberg, som nu ser fremad.

»Jeg tænker ikke længere på det, og for mig er det fortid. Det overrasker mig, at folk fortsætter med at tale om det. For mig er det ovre,« siger Nico Rosberg.

Han er i øvrigt sammen med en række andre Formel 1-kørere i disse dage tilbage på banen i Barcelona, hvor holdene tester biler og udstyr gennem forskellige former for test.

Ifølge italienske medier har Ferrari-teamet flirtet med Nico Rosberg som en mulig afløser for Kimi Raikkonen i næste sæson.

Selv om Rosberg påpeger, at han glad og tilfreds med sin nuværende arbejdsgiver, er han også åben for en fremtid et andet sted.

»Jeg er glad for at være hos Mercedes, men lad os se, hvad fremtiden bringer,« siger Nico Rosberg, som dermed ikke afviser, at han skal køre i en rød italiensk racer, når en ny sæson indledes.