Fortsæt til indhold
Formel 1

Michael Schumacher jagtes med drastiske paparazzi-metoder

Helikopter og droner er nye våben for at få et billede af den tidligere verdensmester.

Siden Michael Schumacher slog sit hoved og blev alvorligt kvæstet, har omverdenen hverken set eller hørt fra den tidligere Formel 1-stjerne.

Derfor er billeder af tyskeren kommet i høj kurs.

Så høj kurs, at paparazzier tager drastiske metoder i brug for at få et billede i kassen, der uden tvivl vil kunne indbring store summer.

Det skriver den schweiziske tabloidavis Blich.ch.

Ifølge avisen har paparazzierne i månedsvis ligget på lur for at få et billede af Michael Schumacher ved hans gigantiske villa ved Genevesøen i Schweiz.

Men da det ikke har båret frugt, har paparazzierne forsøgt sig fra helikopter, og har endda sendt droner til vejrs for at knipse et billede af hovedpersonen.

»Det er specielt franske paparazzier, der forsøger. De respekterer ikke Michaels privatsfære,« siger Schumachers manager, Sabine Kehm.

Michael Schumacher væltede og slog hovedet på en skitur for halvandet år siden. Da han var indlagt på et hospital i Grenoble, forsøgte en person at udgive sig for at være læge for på den måde at få information om tyskerens tilstand.

Det er i det store og hele lykkedes familien at undgå at lække historier fra sygesengen.