Magnussen missede sidste træning

Som den eneste kører satte Kevin Magnussen ingen tid ved tredje og sidste træning. McLaren arbejder nu på højttryk for at blive klar til kvalifikationen.

Artiklens øverste billede
Kevin Magnussen nåede aldrig at sætte en omgangstid og sluttede som nummer 22. Jenson Button kørte en omgang i tiden 2.05.555 og blev nummer 21.

Kuala Lumpur

Lørdagens sidste træning, inden kvalifikationen til Formel 1-grandprixet i Malaysia begynder, blev en alt andet en positiv oplevelse for McLaren. Kevin Magnussen nåede aldrig at sætte en omgangstid og sluttede som nummer 22. Jenson Button kørte en omgang i tiden 2.05.555 og blev nummer 21.

På sin Twitter-profil skriver McLaren, at de to racere holdt mekanikerne beskæftigede træningen igennem. Og skriver således om resultatet:

”Det var afslutningen på en frustrerende FP3.”

Ifølge McLaren kender man symptomerne, men ikke problemets årsag. Lige nu er holdets ingeniører i gang med at efterforske, hvad der er galt for at blive klar til kvalifikationen klokken 9.00 dansk tid.

På begge biler er der udfordringer med en sensor på bilens "power unit".

Kæmpede med varmen

I den anden træning fredag kæmpede McLaren-racerne med de høje varmegrader på Sepang-banan i Kuala Lumpur. Bl.a. var det svært at holde dækkene, forklarede Kevin Magnussen efterfølgende.

I den træning sluttede Jenson Button og Kevin Magnussen som hhv. nummer 8 og 12. En situation, Kevin Magnussen langt fra var tilfreds med.

”Hvad tror du selv. Vi er ikke her for at ligge nummer 12. Men vi er positive og tror på, at vi kan tage nogle skridt i den rigtige retning,” svarede han, adspurgt om træningen havde været tilfredsstillende.

Umiddelbart har McLaren kun taget skridt i den gale retning ved lørdagens træning – få timer inden kvalifikationen begynder.

De to Mercedes-kørere, Nico Rosberg og Lewis Hamilton, kørte de hurtigste omgange.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen