McLaren håber på kulde og regn
Vejret kan få afgørende betydning for Kevin Magnussens tider i lørdagens kvalifikation i Malaysia.
Kuala Lumpur
31 grader i skyggen, skyet og med risiko for tordenbyger. Sådan tegner vejrudsigten i Kuala Lumpur lørdag, og umiddelbart er det godt nyt for Kevin Magnussen og resten af McLaren.
For ved fredagens sene træning, i høj sol, kunne holdet, der efter Australien fører konstruktørernes VM-regnskab i Formel 1, konstatere, at man er mere presset end for to uger siden i Melbourne.
Dækkene er svære at holde, når banetemperaturen ligger på den høje side af 50 grader, og varmen påvirker også McLaren-racerens hastighed, forklarer Jenson Button.
”Når man har udfordringer med downforce, bliver de endnu mere udtalt i varmen. Så vores lange stræk er svære – både i forhold til dæknedbrydning og hastighed,” siger han og håber på regn.
”Forhåbentlig bliver det koldere under kvalifikationen og løbet, end det var i dag (fredag, red.). Det skulle det blive. Vi har brug for det, hvis vi skal være konkurrencedygtige.”
Magnussen tror på fremskridt
Efter fredagens sene træningskørsel, virkede Kevin Magnussen skuffet over sin 12.-plads.
”Det største problem er temperaturerne. Banen er sindssygt varm, og det har en kæmpe effekt på dækkene. Det skal jeg kigge lidt mere på og se, om jeg kan lære noget om det fra Jenson. Jeg skal prøve at sætte bilen op, så det bliver lidt lettere at passe på dækkene,” sagde han fredag.
”Jeg tror på, at vi kan tage nogle vigtige skridt i den rigtige retning, men det afhænger også meget af vejret, det kan ændre rigtig meget. Jeg tror, at vi er stærkere, hvis det bliver lidt køligere, og lidt regn ville heller ikke være dårligt.”
Handler om de lange stræk
Baseret på omgangstiderne fredag var det tæt i toppen. Der var 782 hundreddele af et sekund mellem banens hurtigste, Nico Rosberg fra Mercedes i tiden 1.39.909, og nummer 10, Nico Hulkenberg fra Force India i tiden 1.40.691.
Bl.a. har Ferrari kørt sig frem, helt tæt på Mercedes. Kimi Räikkönen var blot 35 hundreddele langsommere end Nico Rosberg.
Men omgangstiderne kan man ikke bruge til meget, når der skal køres løb, cementerer Jenson Button.
”Hvis man ser på de lange stræk, er der kæmpe forskelle på bilerne,” fastslår han.
Kvalifikationen til det malaysiske grandprix begynder på Sepang-banen klokken 16.00 – klokken 9.00 dansk tid.