Magnussens racer drillede
Kevin Magnussen satte femtehurtigste tid ved den første træning på Sepang-banen. Lå nummer et, da bilen måtte trilles i pit.
Kuala Lumpur
Kevin Magnussen fik ved den første træning på Sepang-banen i Malaysia atter vist, at han hører til blandt de hurtigste kørere i Formel 1.
I sin første optræden på den varme bane i Kuala Lumpur satte han den femtehurtigste tid, 1.41.274. Som forventet var Lewis Hamilton fra Mercedes hurtigst. Hans bedste omgang blev kørt på 1.40.691.
Kimi Raikkonen blev nummer to i tiden 1.40.843.
Lå nummer et
Kevin Magnussen lå ellers nummer et ved træningen i en længere periode, efter at han bl.a. havde overgået Lewis Hamilton og Fernando Alonso. Men pludselig slog bilen over i "limp home-mode", som McLaren kalder det, ved indgangen til pitten.
Seks folk fra McLaren-holdet måtte hente Magnussen og trille hans racer tilbage på værkstedet. Det er endnu ikke meldt ud, hvad problemet var. Men løst blev det, og Kevin Magnussen nåede derfor tilbage på banen til et par omgange mere, inden træningen sluttede klokken 11.30 lokal tid.
Kevin Magnussen sluttede træningen foran bl.a. den regerende verdensmester, Sebastian Vettel, Fernando Alonso og Daniel Ricciardo.
Her er top fem:
1. Lewis Hamilton, Mercedes: 1.40.691
2. Kimi Raikkonen, Ferrari: 1.40.843
3. Nico Rosberg, Mercedes: 1.41.028
4. Jenson Button, McLaren: 1.41.111
5. Kevin Magnussen, McLaren: 1.41.274