Sainz tilbage i front for Dakar Rally
En hektisk dag for Volkswagen-teamet ved Dakar Rally sluttede positivt, da spanske Carlos Sainz fredag vandt syvende etape af løbet og samtidig overtog føringen i den samlede stilling.
Her lå Volkswagen også nummer et efter sjette etape, men Qatar-køreren Nasser Al-Attiyah blev inden syvende etape diskvalificeret for at have skudt genvej og misset en kontrolpost på etapen.
Løbet bliver for første gang kørt i Sydamerika, hvor syvende etape førte feltet fra argentinske Mendoza til Valparaiso i Chile, og Sainz var flyvende på de 816 kilometer. Samlet er han dog kun sølle ni sekunder foran sydafrikaneren Giniel de Villers, der ligeledes kører for Volkswagen.
I motorcykelklassen forsvarede spanieren Marc Coma sin føring i den samlede stilling.