Magnussen gik efter noget specielt i sit sidste grandprix
Kevin Magnussen er ærgerlig over sit sidste grandprix, men stolt over sin sidste periode hos Haas.
Et langsomt pitstop og et sammenstød med Valtteri Bottas kostede dyrt for Kevin Magnussen i søndagens Formel 1-grandprix i Abu Dhabi.
Han avancerede til syvendepladsen på de første par omgange, men sluttede på en skuffende 16.-plads i karrierens 187. og formentligt sidste Formel 1-grandprix.
- Det var ikke sådan, jeg ønskede at slutte sæsonen, men vi gav det chancen. Jeg forsøgte at gøre noget specielt på første omgang, gik efter det og hentede syv positioner, siger Magnussen til sit holds hjemmeside.
Holdchef Ayao Komatsu er ærgerlig.
- Han var meget uheldig. Jeg ville have Kevin til at slutte godt af, for han har gjort så meget og er en del af familien, men vi formåede ikke at slutte med ham i pointene.
Den 32-årige dansker vendte i 2022 tilbage til Haas, og det var en opløftende periode efter nogle magre år, mener Magnussen.
- Siden jeg vendte tilbage, synes jeg, vi har vendt tingene rundt for holdet og er kommet på rette spor. Især i sidste del af denne sæson, og det er jeg stolt af, siger Magnussen og tager afsked med Formel 1.
- Jeg var en lille dreng, der drømte om Formel 1 for 25 år siden. Jeg fik 10 år i sporten, som jeg var desperat for at blive en del af. Det har været et privilegie.
Magnussen sluttede denne sæson som nummer 15 i VM-stillingen.
Han lavede hurtigste omgang i Abu Dhabi, men fik ikke det ene point, der normalt følger med, da man ifølge reglerne skal slutte i top-ti for at få det.
Magnussen skifter fra 2025 til den tyske bilfabrikant BMW, hvor han bliver en af kørerne i BMW’s Hypercar, der blandet andet deltager i 24-timersløbet Le Mans.
Han vil desuden fortsat være tilknyttet Haas i en konsulentlignende rolle.
/ritzau/