Fortsæt til indhold
Formel 1

»Ond« Formel 1-verdensmester langer ud efter mediernes agenda

Den tidligere Formel 1-verdensmester, Fernando Alonso, mener, at han er tvunget til at spille en bestemt rolle for at sælge sig selv.

En moderne Formel 1-kørers arbejde handler ikke kun om at reagere på et splitsekund, dreje på et rat og holde sig i god form.

Det mener veteranen Fernando Alonso.

»Man bliver nødt til at spille den karakter, som man bliver tildelt,« siger den 42-årige spanier til BBC.

»Man skal sælge en historie, hvor man enten kan være god eller ond. I hvert løb, hver diskussion, hver polemik, der opstår, er der altid gode og onde kræfter, helte og skurke,« siger han.

Diskussionen kommer, fordi Fernando Alonso optræder i Netflix-serien ”Drive to Survive”, hvor han lader en bemærkning falde om, at han – på Formel 1’s rolleliste – optræder på »den mørke side«.

»Jeg bliver altid tildelt den onde rolle af fans og medier. Som om jeg altid begår fejl,« siger han.

Kører Aston Martin

Alonso kører i dag for Aston Martin, og han har været i Formel 1-gamet i så lang tid – 22 år – at han blot har et skuldertræk til overs for rollefordelingen.

»Det føles ok. Jeg er ligeglad. Hvad der end sker uden for banen er bare en del af dette cirkus,« siger han.

Fernando Alonso er en af mange kørere, der er ved at være trætte af, at Formel 1 handler om mere end køreegenskaber.

I 2021 gad verdensmester Max Verstappen ikke være med i ”Drive to Survive” længere, fordi han syntes, at serien portrætterede hans to konkurrenter Lando Norris og Daniel Ricciardo – dengang McLaren – som to holdkammerater, der ikke kunne udstå hinanden. Specielt Lando Norris blev fremstillet som en skurk.

I fjor indvilligede Red Bull-køreren – der i bund og grund er reklamesøjle for en sodavand – dog i atter at deltage, men først efter møder med Netflix.

»Jeg har egentligt altid gerne villet være med, men der er behov for, at vi bliver fremstillet realistisk. Derfor blev vi nødt til at tage en snak, sådan at de forstod min side af sagen, og at jeg fik fortalt, at jeg godt kan forstå, at de har behov for at skabe et show med drama,« sagde Max Verstappen til The Sun.

Artiklens emner
Netflix