Max Verstappen med uhyggelig stærk start – Kevin Magnussen i bunden
Kevin Magnussen endte som nummer 13, mens Max Verstappen vandt sæsonens første Formel 1-løb i Bahrain.
Kevin Magnussens første smag på Formel 1-sæsonen 2023 efterlod en – om ikke bitter – så i hvert fald halvbitter smag i munden, da han endte som nummer 13 i Bahrain efter at være startet som nummer 17.
Til gengæld vandt Max Verstappen i Red Bull så suverænt, at man nærmest ikke så ham på tv-transmissionen.
Magnussen startede – i modsætningen til 19 andre kørere – på det hårdeste dæk, i håbet om at en anden dækstrategi ville kunne gøre noget i det lange løb. Det betød, at han skøjtede rundt i begyndelsen af løbet, og strategien fik aldrig rigtig luft under vingerne. Det var først, da han var inde og skifte til de bløde dæk midt i løbet, at man kunne se, at bilen var konkurrencedygtig. Her kørte han samme omgangstider som de direkte modstandere.
For Kevin Magnussens nye holdkammerat, tyskeren Nico Hülkenberg, så livet dejligt ud efter kvalifikationen, hvor han startede som nummer 10, men allerede efter fire omgange ramte han en bil, hvorfor han hakkede en del af frontvingen. Det ødelagde hans løb, da han til sidst måtte ind og skifte vingen, fordi bilen simpelthen kørte langsomt. Hülkenberg endte som nummer 15.
Med Magnussens fejlslagne kvalifikation og efterfølgende løbsstrategi og Hülkenbergs skade på frontvingen kan det være svært at spå om, hvordan Haas-bilen ligger i feltet. Men førstehåndsindtrykket var ikke godt – for at sige det mildt.
»Ikke så dårligt, som jeg havde frygtet. Vi har en god bil,« sagde Kevin Magnussen, da han kom over stregen.
Red Bull viste – som i slutningen af sidste sæson – igen at ingen er oppe på siden af briterne. Max Verstappen stak af fra poleposition og så sig ikke tilbage, mens Sergio Perez havde brug for et par overhalinger pga. forskellige pitstrategier ifht. Ferrari, men heller ikke mexicaneren havde problemer med at ende på andenpladsen.
Dagen blev til gengæld grim for Ferrari. Charles Leclerc udgik med motorproblemer, mens Carlos Sainz lå til at ende som nummer tre, men som løbet gik ind i afslutningen blev han overhalet af både Fernando Alonso (Aston Martin) og Lewis Hamilton (Mercedes).
Dagens overraskelse var Aston Martin. Fernando Alonso blev nummer tre (hans 99. podium), mens Lance Stroll hev en sjetteplads hjem trods brækket hånd og tå.
Mercedes må således kigge misundeligt hen i Aston Martin-garagen, hvor der holder to biler, der kan køre med Mercedesmotor og -gearkasse, men altså bedre end Mercedes.
Hvis første løb var et kig ind i fremtiden, ser den ualmindelig grim ud for McLaren. Nybegynderen Oscar Piastri udgik med motorproblemer, mens Lando Norris blev 17 og sidst. Allerede under vintertesten var der forlydender om, at Lando Norris i frustration knaldede en knytnæve ind i en mur, efter at han havde været ud og teste bilen. Bilen var langsom, og det, som briterne frygtede, ligner nu en realitet.