Kevin Magnussen udgik af Aserbajdsjans grandprix i 2022
Fire Ferrari-drevne racere udgik af Aserbajdsjans grandprix, hvor Max Verstappen vandt.
Haas’ afhængighed af Ferrari blev en stopklods for Kevin Magnussen i Aserbajdsjan grandprix.
Haas har købt så meget som muligt af bilen fra den italienske gigant blandt andet gearkasse og motor, men i Baku stoppede biler fra Ferrari på stribe.
Således udgik Kevin Magnussen på 33. omgang, da der stod røg ud af motoren, nøjagtig som Charles Leclerc (Ferrari) før ham. Allerede efter 10 omgange udgik Carlos Sainz (Ferrari), mens Zhou fra Alfa Romeo, der også har Ferrari som leverandør, også udgik.
Indtil da havde Kevin Magnussen ellers kørt et godt løb, hvor han langsomt var kravlet op ad rangstigen og han lå nummer 11, da han udgik efter at være startet som nummer 16.
Magnussens holdkammerat, Mick Schumacher, sluttede som nummer 14, og dermed gik der endnu et grandprix uden point for det amerikanske team.
Hvis ikke man kan tale om decideret krise, så kan man i hvert fald roligt slå fast, at teamet er i pointmæssig krise. Både AlphaTauri og Aston Martin – nærmeste konkurrenter – scorede gode point, og Haas ligger nu nummer 9 i VM-stillingen med 15 point, Aston Martin op på siden med 15 point og AlphaTauri med 27.
Max Verstappen vandt løbet foran sin holdkammerat, Sergio Perez, i så overlegen stil, at Verstappen undervejs brokkede sig over, at teamet havde beordret ham til at køre så langsomt, at dækkene blev kolde.
Sæsonen startede som ren opvisning fra Ferrari, men nu er både Max Verstappen og Sergio Perez foran Charles Leclerc i den individuelle stilling, mens Red Bull er stukket af helt i front.
Charles Leclerc har ellers startet fire grandprixer i træk i front. Men ingen af gangene er han endt som vinder.
Grandprixet i Baku har tidligere været garant for store dramaer, men denne gang udeblev de store af slagsen, hvis man ser bort fra Ferraris problemer.
Resultatmæssigt blev det et fint løb for Mercedes, George Russell blev nummer tre, Lewis Hamilton nummer fire, men bilen hoppede og sprang ned ad langsiderne pga. den såkaldte marsvine-effekt – porpoising – som tyskerne har store problemer med, og Lewis Hamilton led rent fysisk i ryggen over de mange bump op og ned.