- Opdateret 08/02/2021 kl. 13:03
Lewis Hamilton tager et år mere hos Mercedes
Den regerende Formel 1-verdensmester har sat sin underskrift på en etårig kontrakt med den tyske bilfabrikant.
Lewis Hamilton og Mercedes fortsætter det succesfulde samarbejde.
Den britiske racerkører og regerende Formel 1-verdensmester har sat sin underskrift på en kontrakt, så han også i 2021 kommer til at køre for det tyske hold.
Det skriver Mercedes på sin hjemmeside.
Her lyder det, at aftalen bygger på en fælles forpligtelse fra Hamilton og Mercedes til at fremme større inklusion og diversitet inden for motorsport, hvilket blandt andet udmønter sig i oprettelsen af en fond.
Det var forventet, at Hamilton ville fortsætte hos Mercedes, men kontraktforhandlingerne mellem parterne er trukket ud. Med offentliggørelsen af forlængelsen er alle kørere i Formel 1 i 2021 på plads.
- Vi har altid været enige med Lewis om, at vi skulle fortsætte sammen, men med det usædvanlige år, vi havde i 2020, tog det tid at færdiggøre processen, siger teamchef Toto Wolff ifølge nyhedsbureauet AFP.
Lewis Hamilton har kørt for Mercedes siden 2013 og har vundet seks VM-titler med holdet - senest i 2020. I alt har den 36-årige brite syv verdensmesterskaber i motorsportens kongeklasse på cv'et.
Sidste år satte Hamilton rekord for flest løbssejre, da han overhalede legendariske Michael Schumacher, som har vundet 91. Briten er oppe på 95.
- Vores hold har opnået fantastiske ting sammen, og vi ser frem til at bygge videre på vores succes, mens vi samtidig prøver at forbedre os, både på og udenfor banen, siger Lewis Hamilton.
Det første løb i 2021-sæsonen i Formel 1 køres i Bahrain 28. marts.
Hvis Hamilton tager endnu en VM-titel, overhaler han igen Michael Schumacher. De to kørere deler lige nu rekorden for flest verdensmesterskaber med syv hver.
Nytårsaftensdag sidste år blev Hamilton slået til ridder i sit hjemland for sine bedrifter på asfalten, så han nu formelt har titlen "Sir".
/ritzau/