Choksejr i Formel 1 giver Perez ro i sindet efter 190 løb
Efter 50 år kan en mexicansk kører igen fejre en Formel 1-sejr. - Jeg har drømt om det i ti år, siger Perez.
Efter 189 Formel 1-løb uden en sejr var det en dybt rørt Sergio Perez, som søndag for første gang i karrieren kunne lade sig hylde som vinder af et løb i motorsportens mest fornemme klasse.
Den 30-årige mexicaners sejr i Bahrains grandprix kommer på et tidspunkt, hvor hans fremtidige karriere er uvis.
- Det giver mig en smule mere ro i sindet, siger Sergio Perez om sejren i sit løb nummer 190 ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg har drømt om det her øjeblik i ti år.
Han kunne ikke holde tårerne tilbage, da han krydsede målstregen som nummer et i sit næstsidste løb i denne omgang.
Præstationen var ekstra imponerende, fordi han kørte sig op helt nede bagfra, hvor han på et tidspunkt lå nummer 18 og sidst af de fortsat deltagende kørere.
- Det handlede om ikke at give op. Jeg sagde til teamet, at bilen føltes som en limousine. Vi havde en fantastisk hastighed, og vi læste løbet godt, siger han.
Hans tid som kører hos Racing Point er forbi, når sæsonen slutter. I stedet har teamet, der næste år skifter navn til Aston Martin, hyret den firedobbelte verdensmester Sebastian Vettel.
- Jeg ønsker at fortsætte. Hvis jeg ikke er med næste år, så vil jeg komme tilbage i 2022, siger Perez, der har kørt for Racing Point (der tidligere hed Force India, red.) siden 2014.
Han håber at kunne få mulighed for at fortsætte næste år som eventuel afløser for Alexander Albon hos Red Bull.
Bliver han ikke tilbudt sædet, vil han ifølge AFP bruge 2021 til at overveje sine muligheder for 2022.
Før Sergio Perez er det kun en enkelt gang lykkedes en kører fra Mexico at vinde et Formel 1-grandprix. Den nu afdøde Pedro Rodríguez vandt i 1970 i Belgien.
Sergio Perez har tidligere været tæt på. Han sluttede således på andenpladsen i Tyrkiets grandprix i november.
- Det er noget helt særligt, siger han om søndagens sejr ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Som mexicaner er det ikke nemt at komme ind i Formel 1.
/ritzau/