Kevin Magnussens teamkammerat i voldsom ulykke
Romain Grosjeans bil stod i flammer under grandprixet i Bahrain.
Romain Grosjean – Kevin Magnussens franske holdkammerat – var involveret i en voldsom ulykke på første omgang af Bahrains grandprix.
Efter første sving, da bilerne atter kom op i tempo, drejede han til højre,og han blev ramt af Daniil Kvyat, der klippede hans højre baghjul.
Haas-raceren tog et sving og bankede direkte ind i barrieren, og bilen blev revet midt over, hvor delen, hvor Romain Grosjean sad, blev kilet fast i autoværnet i et hav af flammer. Først tog det automatiske brandsystem i raceren over, og så kom lægen, fra lægebilen der følger lige efter feltet, ilende og indhyllede Grosjean i pulver.
Det var voldsomt dramatisk, og lægerne i lægebilen flåede Grosjean ud af bilen.
Den 34-årige franskmand var voldsomt rystet, og ifølge Haas har han mindre forbrændinger på hænder og ankler. Han blev sendt videre til hospitalet.
Billederne viser, hvordan ulykken rystede hele feltet, da videoen blev vist igen på tv, da de andre biler holdt i pitten.