Erfaringen gav Kevin Magnussen en fordel
Kevin Magnussen pegede på, at han har større erfaring, da han skulle beskrive sæsonens bedste start.
ABU DHABI
Fra 14 til 9 på én omgang. Det var status for Kevin Magnussen på første omgang af Abu Dhabis grandprix. Forklaringen var dog også, at han holdt sig ude af et uheld, som tre biler foran ham var involveret i.
»Min start kom fra gode reaktioner, overblik og erfaring,« sagde Kevin Magnussen efter løbet.
Men så var der heller ikke meget mere at more sig over.
Han endte på den 14.-plads, som han også begyndte på.
»Det er surt, at man ikke kan gøre det færdigt efter sådan en start. Men det er positivt, at vi kæmper med, selvom det ser sort ud, og motivationen godt kunne være lav. Selvom det er nede bagved, bliver teamet ved med at arbejde benhårdt og kigge efter de allersidste 10.-dele og få det allermeste ud af det,« sagde Kevin Magnussen.
Hans holdkammerat, Romain Grosjean, endte som nummer 15, og fra ham lød der de samme toner.
»Det er en skam, at man står her og er glad for, at det er slut, men vi vidste, at løbet ville blive svært. Bilen var ikke god nok, det ved vi alle, men alle arbejdede så hårdt som muligt og gjorde det så godt som muligt,« sagde Romain Grosjean.
Han vil søge inspiration i Kevin Magnussens flotte start.
»Jeg skal selv blive bedre til starterne, det har været min svaghed i denne sæson. Kevin var ved siden af mig i starten, og han kom op på 10.-pladsen, mens jeg røg ned på 17.-pladsen. Jeg skal arbejde og ikke tabe tid der, så kan jeg måske komme i pointene,« sagde Romain Grosjean.