Kevin Magnussen udgik af det italienske grandprix 2019
Kevin Magnussen udgik af det italienske grandprix, hvor Charles Leclerc servede den første Ferrari-sejr i ni år på hjemmebanen på Monza.
To kørefejl. Det var en udslagsgivende faktor for Kevin Magnussen, der udgik på 45. omgang af det italienske grandprix.
To gange bremsede han fejlagtigt ned mod det drilske første sving på Monza, og så måtte han køre af banen og igennem et par forhindringer, før han kunne komme tilbage. Anden gang, han begik fejlen, sled det så kraftigt på dækkene, at han blev tvunget til at gå i pit og skifte dæk en ekstra gang, og han gled naturligvis ned i stillingen.
Efter 45 omgange udgik danskeren, da teamet meldte, at hydraulikken svigtede. Meldingen fra Haas var også, at bilen ikke passede til Magnussen niveau, men at de nok skulle sørge for, at den ville være bedre i næste grandprix. Problemerne med hydraulikken kan have været årsag til, at Kevin Magnussen lavede bremsefejlene.
Indtil da havde danskeren faktisk kørt et godkendt løb, og hvis man skal pege på noget positivt for Haas, var det, at Kevin Magnussen forsvarede sig fornemt over for Sergio Perez’ Racing Point-racer. Den Mercedes-motoriserede bil har i denne sæson flere gange spadseret forbi Haas-racerne, men det tog 25 omgange og en kørerfejl fra Magnussen, for mexicaneren at komme forbi. For en uge siden på Spa havde Magnussen måtte give op efter en omgang i sådan en duel.
Starten forløb rolig i forhold til tidligere tiders løb på Monza, hvor der ellers har været kulfiberstøv i luften, når bilerne er stødt sammen.
Vi skulle hen til syvende omgang, før vi fik løbet første drama. Her spandt Ferraris Sebastian Vettel omkring sig selv, og da han skulle tilbage på banen, kørte han ud foran Lance Stroll, der skreg »idiot« over radioen, da han klippede Vettels forvinge. Det kostede Sebastian Vettel en straf, hvor han måtte ind i pitten og sidde i skammekrogen i 10 sekunder, og dermed var tyskerens løb afgjort.
Vettels fejl medførte, at Kevin Magnussen gik op på ottendepladsen, men kort efter blev han overhalet af Red Bulls Alex Albon, hvor Magnussen meldte over radioen, at han var blevet ramt.
Det var der noget, der kunne tyde på, for derefter blev han overhalet et par gange, og med en fjerdedel af løbet afviklet lå han lige inde i pointene på 10.-pladsen. Men så var det, at fejlene indfandt sig, og Magnussen udgik.
Oppe foran blev løbet afgjort på strategier, hvor Charles Leclerc startede på poleposition foran Lewis Hamilton. Efter 21 omgange gik Lewis Hamilton i pit og skiftede til de mellembløde, gule dæk, mens Leclerc gjorde det samme omgangen efter, men skiftede til de hårde, hvide dæk. Lewis Hamilton var dermed på hurtigere dæk, men med et eventuelt ekstra pitstop. Så kom der ellers en fremragende duel, hvor Hamilton pressede Leclerc gennem adskillige omgange. På 37. omgang var Leclerc så presset, at han begik en fejl, klippede et sving og så troede alle, at Leclerc ville få en straf, men den udeblev.
På 42. omgang begik Lewis Hamilton så samme fejl som Kevin Magnussen, og hans jagt på Charles Leclerc blev overtaget af Mercedes-holdkammeraten, Valtteri Bottas, der indtil da havde kørt et anonymt løb.
Med tre omgange igen var Bottas tæt på, men missede en nedbremsning, hvorfor Charles Leclerc fik luft igen, og Leclerc kunne køre til mål som vinder, med Bottas på andenpladsen og Hamilton som nummer tre.
Det er Charles Leclercs anden sejr i træk, og det giver tro på fremtiden for Ferrari, der indtil løbet i Spa slet ikke har vundet i denne sæson.
Det er første gang i ni år, at Ferrari vinder på hjemmebane i Monza. Sejren betyder dog ikke meget for den samlede stilling, hvor Mercedes fører med 505 point foran Ferrari med 351. Lewis Hamilton fører stadig i den individuelle VM-stilling foran Valtteri Bottas (283-221).
Uden for kameraernes skarpe billede lykkedes det Renaults Daniel Ricciardo og Nico Hülkenberg at køre sig ind på fjerde- og femtepladsen. Det er Renaults bedste resultat, siden holdet vendte tilbage til Formel 1 i 2016.
Det italienske grandprix blev ikke nogen succes for Kevin Magnussens teamkammerat, Romain Grosjean. Først missede han det første sving og måtte køre igennem forhindringer for at komme tilbage på banen. Efter nogle omgange spandt han om sig selv, bremsede sine dæk i stykker og måtte i pit. Så var det bal forbi for franskmanden, der endte som nummer 16 af 17 gennemførende biler.