Fortsæt til indhold
Formel 1

Formel 1-stjerner tog sidste afsked med Niki Lauda

Nuværende og tidligere Formel 1-kørere deltog i begravelsen af Niki Lauda, der døde i sidste uge.

/ritzau/

Flere Formel 1-stjerner var onsdag til stede, da den tidligere verdensmester Niki Lauda blev begravet i Wien.

Den regerende verdensmester Lewis Hamilton og tidligere Formel 1-kørere som Alain Prost, Gerhard Berger og Nico Rosberg var blandt de mange fremmødte ved begravelsen i Østrigs hovedstad.

Hamilton, Rosberg og Prost gik ved siden af kisten, da den blev båret ud efter en ceremoni i St. Stephan-domkirken.

Lauda var en af historiens største i motorsportens kongeklasse med tre VM-titler i 1975, 1977 og 1985.

Østrigeren kom alvorligt til skade og forbrændte både ansigt og hænder, da han i 1976 kørte galt på Nürburgring i Tyskland. Han kæmpede sig senere tilbage til toppen af feltet.

Ud over mange folk fra motorsportsverdenen deltog Østrigs præsident, Alexander van der Bellen, og Californiens tidligere guvernør Arnold Schwarzenegger i begravelsen.

Lauda døde i sidste uge i en alder af 70 år efter længere tids skrantende helbred.