Magnussens boss uenig i reglerne for de 100 gram brændstof
Günther Steiner mener, at brændstofbegrænsningen tager en del af showet fra Formel 1.
Der er en vis bitterhed at spore hos teamchefen hos Haas, Günther Steiner.
Kevin Magnussen scorede to brugbare point i løbet i USA søndag aften, men da han brugte for meget brændstof, blev han diskvalificeret efter løbet.
Helt nøjagtigt brugte han 105,1 kilo, hvor det er tilladt at bruge 105 kilo.
»Når alt kommer til alt, er det vores ansvar at have kontrol over forbruget af brændstof, men jeg er stadig uenig i, at Formel 1 har sådan nogle regler,« siger Günther Steiner i en pressemeddelelse.
Reglen om begrænsning af brændstof blev indført i 2014, da bilernes motorer blev ændret til turbo, samt mere brug af elektriske motorer.
Først var grænsen 100 kilo, så steg den til 105, mens den stiger yderligere i næste sæson.
»Næste år har vi 110 kilo, og så håber jeg, at det vil ændre sig, men så ændrer reglerne sig også for forvingen, som bliver større, og så er vi måske tilbage ved det samme,« siger Günther Steiner.
En ændring af forvingen kan betyde et større forbrug af brændstof.
Både Kevin Magnussen og Günther Steiner er enige om, at brændstofbegrænsningen går ud over spændingen i racet.
»Fansene vil se godt race, men det kan vi ikke give dem, når vi skal spare på brændstoffet. Det er skuffende,« sagde Kevin Magnussen til medierne efterfølgende.
Günther Steiner håber, at brændstofproblematikken vil ændre sig.
»En dag bliver det her et godt show, men sådan er det ikke lige nu,« siger Günther Steiner.