Fortsæt til indhold
Formel 1

Kevin Magnussen roser bilen, men er også ærgerlig

Magnussen var glad for sin start, men mente, at han godt kunne have avanceret yderligere end ottendepladsen.

SPA-FRANCORCHAMPS – Kevin Magnussen var godt tilfreds med grandprixet i Belgien, hvor han blev nummer otte, mens Romain Grosjean blev nummer syv – hvilket indbragte 10 point til Haas.

»Vi får 10 point på en dag, da Renault ikke får nogen point, og det er supervigtigt i konstruktørmesterskabet, hvis vi skal kæmpe med om fjerdepladsen,« sagde Kevin Magnussen.

Haas har 76 point, mens Renault på fjerdepladsen har 82.

Magnussen startede på niendepladsen, men var efter første sving oppe på syvendepladsen, da han lavede en fremragende start.

»Jeg fik en god start, kom godt igennem første sving, og tog et par placeringer, da jeg overhalede en Red Bull og en Ferrari.«

Da lyste gik, svingede Magnussen hurtigt fra ude fra højre side og ind i banen til venstre, og den snappe manøvre var med til at få pulsen til at stige hos Kevin Magnussen-fans.

Havde du planlagt at svinge til venstre i starten?

»Ja, det havde jeg styr på,« sagde Kevin Magnussen.

Men der var også noget, der nagede danskeren. I den sidste tredjedel af løbet hentede han kraftigt ind på Romain Grosjean, der lå foran ham, mens der lå to Force India’er foran franskmanden.

»Der var virkelig god fart i bilen efter dækskiftet. Jeg kunne godt have brugt de fem-seks sekunder, jeg tabte ved pitstoppet. Jeg tabte noget ved at pitte, efter at jeg var blevet overhalet. Der var en lille chance for, at jeg kunne have været oppe ved Force India, hvis ikke jeg have tabt tid,« sagde Kevin Magnussen.

Ifølge Haas-teamchef, Günther Steiner, var der dog styr på strategien.

»Hvis vi havde pittet ham på et andet tidspunkt var han blev fanget bag Williams-bilerne. Det vidste Kevin ikke, da vi tog ham ud, men det betød, at han var fri for Williams-bilerne. Hvis han var kommet ind på et andet tidspunkt, havde han tabt endnu mere tid, så der var styr på det,« sagde Günther Steiner.

Artiklens emner
Haas F1