Magnussen røg af banen på det værst tænkelige tidspunkt
Kevin Magnussen var godt kørende, da han røg af banen, netop som den var ved at blive tør sidst i Q3.
Kevin Magnussen lå lunt på sjettepladsen, da lørdagens kvalifikation til det belgiske Formel 1-grandprix nærmede sig sin afslutning.
Med to minutter tilbage af den regnvåde afslutning var danskeren også foran sin teamkollega, Romain Grosjean, men en afkørsel ændrede udfaldet.
Netop som banen begyndte at tørre op, og de øvrige biler forbedrede deres tider med flere sekunder, gik det galt for danskeren.
Han kørte af banen i sit sidste forsøg på at forbedre sig, røg ned som nummer ni og måtte se Grosjean snuppe femtepladsen.
- Jeg kørte af banen i sving et. Det var rigtig ærgerligt, for banen var tør på den omgang. Jeg troede ikke, at den ville tørre op så hurtigt, for den var våd på omgangen forinden.
- Men på min indomgang kunne man se dampen på banen, så den tørrede virkelig hurtigt, og de andre forbedrede sig med mange sekunder. Så det var den omgang, det skulle have været på. Desværre, siger Kevin Magnussen til TV3+.
Han kan dog trøste sig med, at Haas-raceren føltes god undervejs.
- Bilen virkede god. Vi havde taget et godt skridt fremad efter træningerne fredag. Det var fedt at se. Jeg er rimeligt fortrøstningsfuld omkring, at vi kan kæmpe med om pointene, siger danskeren.
Spa-banen er den længste i kalenderen, og den rummer mange muligheder for at overhale og blive overhalet på.
Derfor håber Kevin Magnussen på, at motoren viser muskler i løbet søndag.
- Det er en banen, man kan overhale på, og hvis man ikke har fart i bilen, bliver man overhalet, siger han til TV3+.
I søndagens grandprix starter Lewis Hamilton i pole position foran Sebastian Vettel.
De to Force India-kørere, Esteban Ocon og Sergio Perez, lægger overraskende ud som nummer tre og fire.
/ritzau/