Annonce
Sønderjyske

Sønderjyske nedtoner dårlig udebanestatistik

Sønderjyske har ikke vundet på udebane i snart et halvt år, men Marc Pedersen og Simon Poulsen er ubekymrede.

Sønderjyskes træner Claus Nørgaard. Arkivfoto: Bo Amstrup

Sønderjyske tabte søndag 2-3 på udebane mod FC København i Superligaen, og dermed udbyggede sønderjyderne deres dårlige statistik på fremmed græs.

Det er således snart et halvt år siden, at Sønderjyske vandt på udebane.

Holdets seneste ti udebanekampe har kastet nul sejre, tre uafgjorte og syv nederlag af sig, og derfor er Sønderjyske trods gode takter hjemme i Haderslev også blot nummer ti i Superligaen.

- Jeg er opmærksom på tendensen, men jeg synes egentligt ikke, at vi har haft markante problemer i de enkelte udebanekampe. Men den statistik er da selvfølgelig ikke så god for os, siger Sønderjyske-anfører Marc Pedersen og tilføjer:

- På hjemmebane ved vi, at vi kan vinde, uanset hvem vi møder. Jeg synes, fornemmelsen nærmer sig det på udebane, men nogle steder er selvfølgelig sværere at få point med hjem fra end andre.

Den rutinerede venstre back Simon Poulsen erkender, at præstationerne på udebane har været for svingende, men han lægger vægt på, at Sønderjyske trods 2-3-nederlaget leverede en lovende indsats mod FCK.

- Der var klar fremgang mod FCK. Vi satte et hold, der bør være Danmarks bedste, under pres. Vi både matchede dem i duellerne og spillede god fodbold.

- Det gav desværre ingen point, og det kan godt være, at der er ved at opbygge sig en lille tendens, men det er altså ikke noget, vi spillere tænker ret meget over, siger Simon Poulsen.

Cheftræner Claus Nørgaard mener, Sønderjyskes præstation var lovende, og kun små marginaler skilte holdet fra point.

- Vi manglede de sidste ti procents held og kvalitet til at gøre tingene færdige. Vi havde en stor dobbeltchance ved 1-0 til os, og FCK scorede så på et afrettet skud og to nedfaldsbolde.

FCK stillede op med mange reserver. I får vel ikke større chancer for at slå dem?

- Det kan man altid diskutere. Jeg synes, de har et meget spændende trup. Jeg kan godt få øje på et par af deres reserver, der kan forstærke de andre hold i Superligaen, siger Nørgaard.

Sønderjyske har besøgt FC København 16 gange i Superligaens historie. Det har resulteret i 14 FCK-sejre, to uafgjorte og nul Sønderjyske-sejre.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Sport
Annonce

Tilmeld dig Tipsbladet.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Tipsbladet.dk
Annonce
Annonce
Bolig
Sådan beskytter du boligen mod vandmasserne
En af konsekvenserne ved klimaforandringerne er mere nedbør og risiko for hyppigere oversvømmelser. Se her, hvordan du sikrer din bolig mod vandet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her