*

FCK

FCK har sikret et nyt europæisk forår

Et kontrastfyldt efterår er ved at nå til sin ende for FCK, der kæmper i Superligaen, men spiller sig videre i Europa League.

Startelleveren talte for første gang siden august stærke Federico Satander i angrebet. Han var ikke længe om at blive sat i scene ved et hav af bolde, som blev sendt i retning af den høje sydamerikaner. Foto: Jens Dresling/AP

Fakta
  • København – FC Sheriff 2-0 (0-0)
  • FC København: 7
  • FC Sheriff: 5
  • Dommer: Serdar Gözübüyük, 7
  • Kampens spillere:
  • Carlos Zeca, FC København: 7
  • Zvonimir Mikulic, FC Sheriff: 6

Det lærte vi

  • At FCK kan rejse sig efter nedture i Superligaen. Det danske hold har spillet stabilt i Europa League, hvor det er blevet til to sejre, tre uafgjorte og et nederlag.

Detaljen

  • FC København har nu tabt en af de sidste 14 europæiske hjemmebanekampe. Det var mod MSK Zilina.

Et avancement i Europa League havde potentiale til at være et »lille plaster på såret« ifølge FCK-anfører William Kvist ovenpå »et efterår, der ikke kan reddes.«

Københavnerne havde torsdag aften mulighed for at give sig selv en tidlig julegave, men det krævede en sejr med minimum et mål over de moldaviske gæster fra FC Sheriff, afhængigt af resultatet i den anden kamp i gruppen.

Budskabet, som var klart og enkelt, blev både skrålet og løftet i vejret på små bannere af FCK-tilhængerne: »SEJR.« Det leverede FCK, der fortjent besejrede FC Sheriff og slog det moldaviske hold ud af turneringen.

Støvregnen kyssede let kinderne i Parken, og kulden kunne mærkes helt ud i tåspidserne. Men det hvidklædte hjemmehold var tændt og kampklart i kampens begyndelse og forsøgte ihærdigt at parere ordre fra publikum. Startelleveren talte for første gang siden august stærke Federico Santander i angrebet. Han var ikke længe om at blive sat i scene ved et hav af bolde, som blev sendt i retning af den høje sydamerikaner. Men det tunge FCK-pres i kampens begyndelse blev ikke omsat til føring. Parkens åleglatte bane hjalp ikke det angribende hold, der ofte blev stoppet af gulklædte Sheriff-spillere, der fik sig en glidetur i græsset.

Sheriff-holdet, der i øvrigt bærer sit navn efter det sikkerhedsselskab, som klubbens stifter, Victor Gusan, arbejdede for ved grundlæggelsen, kom til København med en simpel slagplan: At stå dybt for at overlade mindst mulig plads til hjemmeholdet og jagte omstillingerne. Kombinationen af et kompakt og defensivt udebanehold og et uskarpt FCK-mandskab gjorde, at der ingen mål blev scoret inden pausen. En let desperation var ved at snige sig ind i det københavnske spil, kendetegnet ved et par håbløse afslutninger fra distancen.

På lægterne havde en yngre fan medbragt et hvidt flag, der kunne tyde på kapitulation og opgivenhed. Men det var langtfra tilfældet på banen, hvor FCK startede endnu bedre end i første halvleg. Københavnernes fysik gjorde ondt på de moldaviske spillere, der gang på gang gav dødbolde væk til hjemmeholdet. Det skulle de ikke have gjort.

Efter 57 minutter fik Benjamin Verbic sendt et hjørnespark ind mod forreste stolpe, gennem luften susede Pieros Sotiriou hurtigst og højest, og han sendte bolden forbi en chanceløs Mikulic i Sheriff-målet. Jublen var stor, skrålene tunge og decibelfyldte og løverne fik blod på tanden. Så de gentog aktionen to minutter senere. Igen var Benjamin Verbic i den veloplagte oplæggers rolle, igen kom der en hvid skikkelse flyvende ved forreste stolpe, og igen blev der scoret. Denne gang var det forsvarsspiller Michael Lüftner, der knyttede næven og brølede, efter han dirigerede bolden i mål.

En føring på to mål eller mere var værdifuld for FCK, der med et sådant resultat kunne sikre sig avancement til forårets knald eller fald-kampe. En etmålssejr var kun tilstrækkelig, hvis gruppens anden kamp, FC Zlin-Lokomotiv Moskva blev til en sejr for et af de to hold.

Solbakken om EL-avancement: Vi viser europæisk rutine

Aftenen flaskede sig yderligere for hovedstadsholdet, da Sheriff-spilleren Jairo stemplede Carlos Zeca og fik vist det røde kort efter 69 minutter. Samtidig bragte Lokomotiv Moskva sig foran mod Zlin, hvilket betød, at både Zlin og Sheriff nu skulle score for at sende FCK ud af europæisk fodbold - begge hold med ti mand.

FCK-profiler godkender europæisk efterår efter avancement

Fem kampe uden indkasserede mål i europæisk gruppespil. Sådan lød statistikken for det danske hold på eget græs inden torsdagens kamp, så opgaven var næppe nem for gruppens tophold, Sheriff. Stimen var dog tæt på at blive brudt, da et straffespark blev begået af københavnerne. Men Badibangas afslutning blev afvist af stolpen, københavnerne jublede, og et europæisk forår var sikret.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
TV anbefaler
Sport

Tilmeld dig Tipsbladet.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Tipsbladet.dk
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her