*

Brøndby

Brøndby-angriber efter hattrick: Det havde jeg brug for

Teemu Pukki blev med tre mål hovedpersonen, da Brøndby vandt 4-2 hjemme over FC Nordsjælland.

Teemu Pukki fordoblede sin måltotal i Alka Superligaen, da Brøndbys tophold søndag aften vandt 4-2 hjemme over FC Nordsjælland i Alka Superligaen.

Den finske angriber stod for kampens første tre mål og blev således noteret for et hattrick i topkampen, så Brøndby udbyggede forspringet.

Dermed kom Teemu Pukki op på at have scoret seks ligamål i sæsonen.

- Jeg har ikke scoret så meget i denne sæson, så jeg havde brug for det, siger han.

Teemu Pukki bragte Brøndby foran 1-0 i første halvleg, og i anden halvleg scorede han to gange efter indlæg fra højre side.

Især 2-0-scoringen var en delikatesse, hvor Teemu Pukki med hælen dirigerede Hany Mukhtars aflevering i mål.

- Det var en god pasning fra Hany, og den lå perfekt til hælen. Jeg blev nødt til at prøve det, og bolden gik i mål.

- Jeg har kun fokuseret på at komme tilbage på rette spor. Næste weekend vil jeg have endnu mere selvtillid, så det er godt, siger Teemu Pukki.

Brøndby topper Alka Superligaen med 36 point for 16 kampe og har tre kampe tilbage før vinterpausen.

Her er modstanderne Silkeborg og Sønderjyske på udebane, inden Brøndby runder året af med en hjemmekamp mod AGF.

Snakken om det første mesterskab til Brøndby siden 2005 er dog lidt for tidlig, mener Teemu Pukki.

- Der er stadig lang vej, der er mange kampe tilbage. Det bliver ikke nemt, men vi skal gå efter at vinde alle kampe.

- Vi skal tro på, at vi kan vinde alle tre kampe inden vinterpausen, og så må vi se, hvor vi står, siger han.

Ifølge Brøndbys midtbanespiller Christian Nørgaard var det vigtigt at få Pukki i gang.

- Det var dejligt at høre hans sang blive sunget efter kampen. Og så med et hattrick, det var virkelig fortjent. Han har arbejdet hårdt og haft en hård tid i den seneste periode. Det var dejligt at se, at han fik tur i den.

- Det betyder meget for ham, og jeg tror, det betyder endnu mere for os andre. Vores angribere har haft det svært, og vi har manglet deres mål.

- Selvfølgelig har de bidraget med hårdt arbejde, men vi har manglet nogle mål fra dem, så det er fedt, hvis de kommer i gang, siger Christian Nørgaard.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV anbefaler
Annonce
Sport

Tilmeld dig Tipsbladet.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Tipsbladet.dk
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her