Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail
Annonce
AGF

Glæde i AGF efter ny sejr: Det har været et fantastisk forår

Både Jens Stage og David Nielsen glæder sig over sejren i Odense, mens OB-træner Kent Nielsen erkender, at det bliver svært at slutte i top seks.

AGF

21-årige Jens Stage blev den store helt for AGF, da klubben fredag aften vandt 1-0 over OB i Odense.

Dermed kom midtbanespilleren op på to scoringer i forårsæsonen, mens han har spillet sig længere ind i varmen på AGF-holdet.

- Det lover godt, både for mig og for holdet. Nu har vi spillet seks kampe, og vi har ikke været udspillet på noget tidspunkt. Vi har været  med i alle kampe og præsteret et højt bundniveau. Jeg vil ikke lyde for selvglad, men jeg har altid set mig selv som en spiller, der laver mål, og da jeg spillede i Brabrand, lavede jeg også nogle mål. Det var dejligt også at score i dag, siger Jens Stage.

Han glæder sig over, at AGF nu er i gang med en stærk forårssæson, der indtil videre har budt på to sejre, tre uafgjorte og kun ét nederlag.

- Når man rammer en stime, tror man bare på det. Jeg tror, at det har noget med selvtillid at gøre. Hele holdet står solidt på banen, og vi giver ikke så mange chancer væk. Vi spillede klogt, og vi var gode til at holde fast i bolden. Det ser rigtig godt ud, og vi har mange spillere, der byder sig til. Der er hård konkurrence, men jeg synes ikke, at det har en negativ indflydelse. Alle giver gas, når de kommer ind og spiller, siger Jens Stage.

AGF’s cheftræner David Nielsen glæder sig ligeledes over 1-0-sejren over OB.

- OB er et skidegodt fodboldhold, som har haft et godt forår, så jeg vidste godt, at vi ville blive presset, men vi formåede at lukke de indre rum, og vi havde en tro på, at de ikke havde redskaber nok til at få scoret. De kom frem til en stor chance til sidst, men ellers holdt vi dem fra chancer. Det var rigtig stærkt, siger David Nielsen.

Han ser gode tendenser på AGF-holdet frem mod det kommende nedrykningsslutspil.
 

- Spillerne har spillet et fantastisk forår, men vi har ikke fået alt det, vi gerne ville. Vi kunne sagtens have haft nogle flere point, men vores præstationer er konstante, og måden vi tager fat i den her fodboldkamp på Odense Stadion, var en fornøjelse at se på, siger David Nielsen.

I OB-lejren ærgrer cheftræner Kent Nielsen sig over nederlaget til AGF, der betyder, at fynboerne får svært ved at spille sig i top seks.

- Som første halvleg skred frem, blev vi dårligere og dårligere, og vi formåede ikke at spille os fri af AGF-presset. Første halvleg var en nedadgående spiral. I anden halvleg var der meget ihærdighed, men vi manglede noget kvalitet hist og her. Vi fik produceret de chancer, vi skulle, og vi kunne godt have fået det ene point. Det var en kamp uden meget rytme. Der var mange spilstop, og det lod vi os også irritere af. I bund og grund føler vi dog selv, at vi manglede noget kvalitet, siger Kent Nielsen.

OB er nu afhængig af andre holds resultater, hvis fynboerne skal snige sig med i top seks, og Kent Nielsen erkender, at det ser svært ud efter nederlaget til AGF.

- Det var en af vores dårligste kampe i foråret. Det er indiskutabelt, men jeg har også set andre kampe, hvor man har fået point, selvom man ikke har spillet godt. I bund og grund er det ikke den enkelte kamp, der afgør, om vi kommer i top seks. Det er de 26. Vi får mere end svært ved at nå det, men lad os vente med at kommentere det, indtil det er definitivt, siger Kent Nielsen.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
AGF
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Tilmeld dig Tipsbladet.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Tipsbladet.dk
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her