*

Superliga

Vildt comeback, da AC Horsens stjal sejren fra Sønderjyske

Til allersidst sikrede AC Horsens sig 2-2 efter de famøse indkast, efter Sønderjyske havde sikret sig en status som et af ligaens mest målfarlige hold.

Sønderjyske førte længe komfortabelt imod Horsens, men opgøret endte alligevel uafgjort. Foto: Anders Brohus

For en sjælden gangs skyld var AC Horsens-træner Bo Henriksen både tavs og resigneret.

Kampfakta:

SØNDERJYSKE - AC HORSENS 2-2 (2-0)

Sønderjyske: 7

AC Horsens: 4

Kampens spillere:

Philip Zinckernagel, Sønderjyske, 7

Jonas Thorsen, AC Horsens, 5

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen, 7

Det lærte vi: Sønderjyske beviste endnu engang, at holdet er et af ligaens bedste hold til at udnytte omstillingsmuligheder.

Detaljen: Sønderjyske-assistent Niels Lodberg kender alt til AC Horsens taktik på dødbolde efter sin tid i klubben og havde forberedt sine spillere godt. I sidste ende kunne Horsens dog ikke holdes nede.

Den normalt så energiske træner slog bare ud med armene og satte sig ned på bænken, efter han som vanligt havde skreget sig gennem de første 40 minutter af lørdagens udekamp mod Sønderjyske.

Slaget virkede allerede tabt, og AC Horsens kunne tilsyneladende ikke stille noget op for ét af Sønderjyskes vartegn, der to gange havde givet gevinst og sikrede hjemmeholdet en noget uvant rolle i Superligaen.

Til allersidst sprang han dog jublende rundt takket være to lange indkast, der sikrede AC Horsens et ellers usandsynligt comeback i 2-2 opgøret. Dermed har ingen af holdene vundet i de seneste fem kampe.

Ingen af klubberne vinder formentlig nogen popularitetskonkurrence blandt neutrale tilskuere på grund af deres fysiske, direkte spillestil med masser af omstillingsangreb. Ikke desto mindre bliver AC Horsens ved med at modbevise skeptikernes nedrykningsdom med et af ligaens klart laveste budgetter, mens Sønderjyske ligeledes bruger sine knappe økonomiske midler klogt ved at hente lovende talenter og rutinerede profiler som Niki Zimling og Simon Poulsen.

Samtidig er Sønderjyske i denne sæson pludselig blevet et målrigt mandskab, ja, sågar ligaens næstfarligste hold med 17 mål i ni kampe.

Til sammenligning scorede Sønderjyske 30 mål i hele sidste sæsons grundspil på 26 kampe.

De mange mål skyldes ikke mindst de konstante og kontante omstillingsangreb, hvor den unge trio Mikael Uhre, Philip Zinckernagel og Christian ”Greko” Jakobsen utrætteligt brager afsted mod modstanderens mål.

Søndag var det dog én af de rutinerede drenge, der sikrede en tidlig forløsning i den duelprægede affære, da Simon Poulsen viste, hvorfor han er tidligere landsholdsspiller.

Et par meter fra midterlinjen startede den 32-årige venstreback sit berømte glidende løb, tog et enkelt træk ind i banen og sendte med indersiden en flad afslutning i kassen via den ene stolpe.

Med sit notorisk store smil og et kådt spring op luften viste han efterfølgende, hvad det betød for ham at score sit første mål siden returen til barndomsklubben.

Efter yderlige tyve minutter udnyttede Sønderjyske endnu en omstillingsmulighed, da formstærke Zinckernagel sprintede afsted over en halv banelængde. Køligt lagde han bolden til rette for Christian ”Greko” Jakobsen, der elegant sendte en kælen afslutning i mål, mens AC Horsens-forsvaret mere lignede passive deltagere til en af weekendens mange politiske årsmøder end beredte fodboldspillere.

I den modsatte ende af banen har Sønderjyske-fansene været bekymrede, siden anfører Marc Pedersen sidste fredag blev båret fra banen med et smerteplaget ansigt.

I stedet fik det 20-årige tidligere Heerenveen-talent Stefan Gartenmann for første gang chancen fra start, og han leverede ligesom resten af forsvaret en solid indsats med flere gode indgreb.

Derfor skulle der på klassisk vis et langt indkast til at bringe AC Horsens ind i kampen, da Bubarcarr Sanneh først stangede sit tredje sæsonmål ind med et kvarter igen, inden Tobias Arndal sikrede 2-2 i allersidste minut.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Tilmeld dig Tipsbladet.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Tipsbladet.dk
SUPERLIGAKLUBBER
Læs alt om din klub
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her