Annonce
Superliga

Knust forsvarskaptajn: »Jeg har ingen ord - det er bare for ringe«

Forsvarskoks har sendt Silkeborg ind i direkte nedrykningsopgør.

Oliver Lund (Lyngby Boldklub) og Tobias Salquist (Silkeborg IF) under Alka Superliga-kampen mellem Lyngby Boldklub og Silkeborg IF på Lyngby Stadion. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix

Øjnene flakkede rundt og mødte alt andet end andres øjne, da en stadig gennemsvedt Tobias Salquist efter 2-2 og dermed samlet nederlag skulle sætte ord på indsatsen mod Lyngby.

Han og resten af Silkeborg var i første omgang i fin kontrol med kampen og foran 2-0, inden alt ramlede sammen og Lyngby endte som de triumferende, der nu har en noget lettere vej mod overlevelse end Silkeborg.

»Først får de et eller andet omstillingsmål. Lidt efter det ved jeg ikke, hvad fanden der sker nede bag os, men den bliver spillet bag om. Jeg har ingen ord, det er bare for ringe. De har knap nok en eneste chance før de scorer de to mål,« lød Salquists eget forsøg på at forklare de to indkasserede mål.

Fiasko for Silkeborg: Sendte sig selv mod direkte nedrykningskampe

Den unge midterforsvarer var dagens styrmand i de bagerste gelleder da både Jens Martin Gammelby og Salquists normale makker Simon Skou Jakobsen var ude.

Bedre blev det ikke af, at Jakobsens afløser, Jeppe Gertsen, mellem målene til 2-1 og 2-2 måtte lade sig udskifte til fordel for veteranen Dennis Flinta.

»Det har selvfølgelig stor indflydelse. Det er svært at komme ind som midterforsvarer midt i en kamp, hvor tingene egentlig har kørt, og man kommer ind og måske ikke er 100 pct. varm. Der går jo ikke andet end 2-3 minutter før de scorer igen,« lød det fra Salquist, der dog ikke ville gemme sig bag indskiftningen:

»Det skal ikke være nogen undskyldning, for det burde vi kunne løse. Det er bare ikke godt nok.«

Forude venter nu to opgør mod Helsingør, hvor taberen rykker direkte ned, mens vinderen møder et førstedivisionsmandskab i yderligere to nedrykningsopgør.

Det er ikke en udfordring, Salquist ser frem til med megen glæde.

»Det er ikke en sjov udfordring. Det bliver to helt lige kampe. Helsingør er gode, og vi har haft problemer mod dem. Så det bliver skidesvært. Det er nogle lortekampe at spille. Det er ikke sjovt, når der står så meget på spil på den dårlige måde,« lød det fra Salquist, der for en kort stund opsøgte øjenkontakten, inden han traskede mod badet.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Tilmeld dig Tipsbladet.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Tipsbladet.dk
SUPERLIGAKLUBBER
Læs alt om din klub
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her