*

Landshold

Nyt U21-landshold står over for den første hårde prøve

Efter to sikre sejre og uro om en ny landsholdsaftale skal U21-landsholdet møde Georgien i EM-kvalifikationen.

"Jeg tror, at vi nok skal få vores sag for, for Georgien har mange teknisk dygtige spillere, som er lynhurtige med bolden ved fødderne," siger Niels Frederiksen. Foto: Lars Poulsen/Polfoto

3-0 og 6-0.

Det nye danske U21-landshold fik en blød start på kvalifikationen frem mod EM i 2019, da Færøerne og Litauen blev besejret i de to første gruppekampe.

Fredag venter den første hårde opgave for holdet, når Danmark møder Georgien i Aalborg. Det siger U21-landstræner Niels Frederiksen, der er i gang med sin anden samling med det nye kuld af U21-spillere.

Overblik: En ny landsholdsaftale trækker ud

- Vi kom rigtig fint fra start i de to første kampe. Vi har en målscore på 9-0, men vi må også være ærlige at sige, at vi ikke mødte fantastisk stor modstand i de to kampe.

- Jeg har en klar forventning om, at både Georgien og Finland vil være væsentligt dygtigere end Litauen og Færøerne, siger U21-landstræneren.

Tirsdag den 10. oktober gælder det Finland på udebane.

Danmark er seedet som gruppens bedste hold, mens Polen er udset til at være det næstbedste hold.

I første runde vandt polakkerne med 3-0 over Georgien, men det resultat var misvisende, og man skal ikke forvente nogen nem dansk opgave.

Ny midlertidig aftale sikrer U21-landsholdssamling

- Jeg er positivt overrasket over Georgien, som ligner et rigtig fint hold. De tabte godt nok 0-3 til Polen, men det var ikke retvisende.

- Jeg tror, at vi nok skal få vores sag for, for Georgien har mange teknisk dygtige spillere, som er lynhurtige med bolden ved fødderne.

- De tør at spille i små rum, så det er et hold, som kommer frem ad banen og gerne vil spille med os, det er jeg ikke i tvivl om. De kommer til at volde os udfordringer defensivt, siger Niels Frederiksen.

Han medgiver dog, at det er en kamp, som Danmark bør vinde.

- Georgierne har nogle udfordringer med at gøre tingene færdige i begge ender.

- De får ikke gjort chancerne store nok, og de har også udfordringer med at forsvare deres mål standhaftigt nok, men ude på banen er det virkelig et godt fodboldhold.

- Men det er et hold, som vi skal kunne slå for at komme til EM, som jo er vores målsætning, siger U21-landstræneren.

Han slår fast, at han forventer at bevare sit nye 3-4-3-system, selv om FC Nordsjællands Mads "Mini" Pedersen er blevet skadet siden sidste samling, og truppen derfor er uden en oplagt venstre wingback.

De to U21-landskampe spilles i kølvandet på konflikten omkring en ny landsholdsaftale mellem DBU og spillerne på kvindelandsholdet og herrernes U21-landshold.

Der er stadig ikke kommet en afklaring, og U21-landsholdsspillerne spiller derfor på en midlertidig aftale, som har sikret ro omkring landsholdssamlingen.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Tilmeld dig Tipsbladet.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Tipsbladet.dk
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her