Int. fodbold

Fifa udskyder spørgsmål om 48 lande til VM i 2022

Udvidelsen af VM i Qatar fra 32 til 48 deltagende nationer vil først blive besluttet senere, meddeler Fifa.

I Qatar har man hele tiden planlagt efter, at der deltager 32 hold i 2022. Foto: Kamran Jebreil

Antallet af deltagende nationer til VM i 2022 i Qatar vil ikke blive behandlet, når kongressen i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) mødes i næste uge.

Det sker i Moskva i forbindelse med VM-slutrunden i fodbold, men her vil spørgsmålet om allerede at udvide antallet af deltagerlande til VM ikke komme på dagsordenen.

Det meddeler Fifa-præsident Gianni Infantino på et pressemøde, efter at Fifa Council (Fifas råd, red.), der består af 37 medlemmer, har holdt møde søndag.

- Administrationen i Fifa vil diskutere det med værtslandet, og så må vi se. Som det er lige nu, så er der en VM-slutrunde med 32 hold, siger Infantino ifølge Reuters.

Det er allerede besluttet, at VM-slutrunden i 2026 skal have deltagelse af 48 hold, men i april opfordrede fodboldforbundet i Sydamerika (Conmebol) til, at man fremskynder processen og udvider allerede i 2022.

I Qatar har man hele tiden planlagt efter, at der deltager 32 hold i 2022.

Man opfører otte stadioner, men en udvidelse vil kræve mellem 12 og 14 stadioner, og det er næppe realistisk, uden at slutrunden pludselig skal have et andet land som medvært.

I forvejen er VM i 2022 allerede blevet ændret, så det i Qatar ikke foregår i juni og juli, men i stedet i november og december på grund af varmen i landet i juni og juli.

Ifølge Infantino er det alt for tidligt at svare på, om der kan findes en medvært i 2022.

- Den endelige beslutning er, at rådet træffer en beslutning, men det kan selvfølgelig ikke blive besluttet, uden at der er en aftale med Qatar, siger Infantino ifølge AP.

Fifa-præsidenten fastslår, at afklaring under alle omstændigheder foreligger, inden kvalifikationskampene til VM i Qatar begynder.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her