*

Int. fodbold

Englænderne er for alvor tilbage i Europa

5 af 16 klubber i Champions League er fra England, og de kan ikke trække hinanden på mandag.

Manchester Citys Bernardo Silva i et stilstudie under onsdagens Champions League-kamp mod Shakhtar Donetsk i Ukraine. City er et af de fem engelske hold, der er med i mandagens lodtrækning til 16/dels-finalerne i Champions League. Foto: Efrem Lukatsky/AP

På Stamford Bridge får Chelsea FC-manager Antonio Conte sikkert en weekend, der kan føles lidt lang. Ganske vist skal han og Chelsea en smuttur ud på London Stadium i det østlige London for at møde West Ham i Premier League, men ellers er italienerens øjne stillet ind på mandag kl. 12.00.

Da trækkes der lod til 1/16-finalerne i Champions League, og Chelsea ved allerede nu, at modstanderen hedder FC Barcelona, Paris Saint-Germain eller Besiktas. Mens de fire andre engelske hold vandt deres gruppe, sluttede Chelsea som toer og er derfor i andet seedningslag.

Manchester City er i mine øjne den engelske klub med størst vinderpotentiale ...
Morten Bruun, ekspertkommentator hos Discovery

»Det er fint, at de fem engelske klubber ikke kan trække hinanden. At Chelsea så risikerer at løbe ind i Paris Saint-Germain eller FC Barcelona, er prisen for at blive nummer to i deres gruppe. De kan jo også være heldige at få Besiktas fra Tyrkiet,« siger Morten Bruun, ekspertkommentator hos Discovery med speciale i engelsk fodbold.

Den seneste engelske vinder af Champions League var netop Chelsea i 2012, da englænderne slog Bayern München. Da Manchester United slog Chelsea i 2008, havde der været fire engelske hold i kvartfinalerne. Ud over finalisterne var også Arsenal og Liverpool nået langt.

Når der hives kugler op af glasskålen mandag, er der fem engelske klubber med: Chelsea, Liverpool, Manchester City, Manchester United og Tottenham. Hvilket er historisk.

»Det er unikt, at der er fem engelske hold tilbage, men det skyldes jo også, at Europa League-vinderne fra Manchester United er med. Når de italienske klubber og de engelske klubber ligger underdrejet, så mangler der en dimension i Champions League, for så mange nationer er der heller ikke til at præge turneringen. Det er vel kun hold fra Tyskland, England, Italien og Spanien, der kan mønstre en vinder,« mener Morten Bruun.

Morten Bruun peger på, at en bestemt engelsk klub godt kan gå hele vejen og bryde den dominans, som især Real Madrid og FC Barcelona har haft de seneste fire år.

»Manchester City er i mine øjne den engelske klub med størst vinderpotentiale af de fem, selv om Liverpool også har leveret nogle opsigtsvækkende kampe,« siger Morten Bruun.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce

Tilmeld dig Tipsbladet.dk's nyhedsbrev

Flere nyheder på Tipsbladet.dk
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her