Fortsæt til indhold
Fodbold

Troels Bech: »Fyringssnak er forrygende uinteressant for mig«

OB’s træner erkender dog, at hans hold har store problemer for tiden.

Det har været en dårlig begyndelse på sæsonen for OB. Faktisk har den været næsten historisk ringe.

OB har seks point efter otte kampe. Det er en tangering af den dårligste sæsonstart i 14 år i OB. I onsdags tabte OB i pokalturneringen til Brønshøj, der ligger sidst i 1. division. OB har vundet én kamp på den ellers historisk stærke hjemmebane i Odense siden februar.

Når den slags sker, er fodboldens mekanismer, at der begynder at være spørgsmål af den tunge slags til cheftræneren og andre i klubben. Eksempelvis om trænerfyring, og hvordan OB’s problemer hænger sammen med cheftræneren.

»Det er et godt spørgsmål,« siger Troels Bech denne fredag.

Synes du det?

»Ja. Så har du hørt det med. Men kan du finde én eneste grund til, at træneren synes, at det er specielt interessant at diskutere sin egen mulige fyring? Det er forrygende uinteressant for mig.«

Han erkender dog, at OB har problemer.

»Vi har for dårlige resultater, og det forstyrrer vores projekt med at få samlet vores hold,« forklarer Troels Bech og retter fokus mod sit holds dårlige hjemmebanestatistik. Det har slet ikke vundet i Odense i denne sæson.

»Vi er ikke et hjemmebanestærkt hold lige nu, og her render vi igen ind i, at vi har problemer med at få sat spillet. For på hjemmebane kan man sjældnere spille en kontrakamp. Da bliver et problem, at vi ikke kan fastholde en dominans i en hel kamp. En forklaring kan være, at spillerne er for dårlige, men det kan også handle om, at vi har syv nye i startopstillingen,« mener Troels Bech.

Han forklarer, at OB’s største problem lige nu er, at det simpelthen ikke spiller særlig godt rent offensivt. Trænere kalder den slags at få sat spillet. Omvendt er defensiven ved at være på plads. Det betyder, at OB spiller tætte kampe hele tiden, men at holdet aldrig dominerer en modstander i 90 minutter og vinder sikkert.

»Det vi laver, er halvskidt, men det er også halvgodt, og forskellen er, om vi kan tvinge de sidste sejre ud af det, vi laver,« mener Bech.

Han henviser dog også til, at det har været vanskeligt for OB at præstere fra første runde i denne sæson af én bestemt årsag.

»Vi har fået syv nye spillere i dette transfervindue. Nu er vi blevet fornuftige til at forsvare, og det er det, man kan lære hurtigst. Nu mangler vi at sætte spillet. Når vi er dårlige til det, kan vi ikke dominere nogen modstander. Så spiller vi lige op mod dem, og det er ikke godt nok til at få gode resultater.«

Har I større problemer i denne sæson, end du havde troet?

»Nu er samtalen farvet af, at Sønderjyske udlignede i 85. minut. Var det ikke sket, havde vi været nummer otte, og så havde vores dårlige, dårlige præstation i pokalturneringen blot været en note. Vi har dog haft for få sejre, og det er årsagen til, at vi nu taler om alle detaljerne.«

Artiklens emner
OB