- Artiklen opdateres
Vejle Boldklub konkurstruet
Vejle Boldklub lukker om otte dage, hvis der ikke tilføres penge omgående.
Vejle Boldklub er få dage fra konkurs og tvangsnedrykning fra 1. division.
Traditionsklubben har mandag formiddag meddelt, at den må indgive konkursbegæring den 30. september, hvis der ikke bliver tilført midler.
På et møde mandag morgen fik sponsorerne som de første beskeden på et informationsmøde på Vejle Stadion.
Samtidig har bestyrelsen tilbudt at trække sig, så nye kræfter kan komme til. Allerede nu er det sikkert, at formand Lars Skou trækker sig med omgående virkning.
Vejle, der er på niendepladsen i 1.division, har i flere år kæmpet med økonomien. Trods et netværk af omkring 550 sponsorer har tingene ikke kunne hænge sammen økonomisk. Og det på trods af kraftige besparelser i spillerstaben og blandt de ansatte i administrationen.
I torsdags, mens holdet vandt en sjælden sejr i Aarhus over AGF, var bestyrelsen samlet til et krisemøde. Fredag morgen fik sponsorerne besked på, at der mandag ville komme en pressemeddelelse om den problematiske situation.
»Der ligger en "dyne" over VB med hensyn til de sportslige resultater. Måske fordi alle inkl. medarbejdere og omgivelser tænker, at VB er en storklub. Det var vi, men det er vi ikke i dag. Sulten har forladt Nørreskoven,« skriver afgående formand Lars Skou i en pressemeddelelse.
Han håber, at nogen vil tage over og tilføre klubben de nødvendige midler indenfor otte dage. Kredsen af investorer i Vejle Boldklub er blevet mindre og mindre, og det tager bestyrelsen nu konsekvensen af.
»Der er stadig knapper at dreje på, når der sættes et nyt hold, men det kræver idéer, mod og økonomi,« skriver Lars Skou, der endte med at stå i spidsen for VB i 10 år.
»Hvis det skulle ske, at der ikke er nogen, der tilkendegiver, at de ønsker at tage handsken op inden den 30.9.2014 og dermed påbegynde en plan for VB's fremtid, må den nuværende bestyrelse udvise rettidig omhu og dermed indgive begæring om rekonstruktion af selskabet med den konsekvens, at VB bliver tvangsnedrykket til Danmarksserien,« hedder det i meddelelsen.